Forskning: Tre døgn uden søvn fjerner depression

Patienter med depression bliver raske efter at holde sig vågen tre hele døgn på en uge og få grundig vejledning i at sove rigtigt. Et halvt år efter er mere end 60 procent stadig raske, viser dansk forskning.
Mange patienter med depression har det ekstra dårligt om morgenen og skubber derfor døgnet mere og mere, så de står senere op og er vågen om natten.

Continue reading Forskning: Tre døgn uden søvn fjerner depression

Danske forskere har fundet en simpel metode til at fjerne alvorlig depression. Opskriften lyder: En uges indlæggelse med tre hele døgn uden søvn, kombineret med grundig vejledning og opfølgning i forhold til gode søvnvaner.

Forskere fra Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri har testet metoden på i alt 30 patienter med depression.

Resultaterne af forskningsprojektet er udkommet i det videnskabelige tidsskrift, Acta Psychiatrica Scandinavica. De viser, at 27 uger efter en uge med søvnberøvelse, var hele 61,9 procent af de deprimerede fri for deres depression.

Til sammenligning var 58,4 procent fri for deres depression allerede efter en uges indlæggelse med tre vågne nætter. Flere var altså blevet raske i løbet af et halvt år. Og samtidig var de patienter, som var raske allerede efter en uge, stadig fri for depression efter et halvt år.

»Vi viser med det her studie, at det er muligt at gøre en stor del raske, som har været syge i mange år og ikke har haft nok effekt af medicin. At gøre nogle patienter, som har været deprimerede meget længe, raske på en uge er ret stort,« siger klinisk forskningslektor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og overlæge på intensivt affektivt ambulatorium på Rigshospitalet i Region Hovedstadens Psykiatri, Klaus Martiny.

Han er hovedforfatter på det nye studie og oplevede på første hånd, hvordan nogle af de dybt deprimerede patienter fik det markant bedre efter bare et døgn uden søvn.

Fokus på søvnrytme

Forskningssygeplejerske og ph.d.-studerende på Afdeling for Angst og Depression på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Mette Kragh, var ansat som sygeplejerske på et psykiatrisk afsnit, da de første resultater fra Klaus Martinys forskningsprojekt udkom i 2012.

Hun var ikke involveret i projektet og har ikke været med til at lave den nye videnskabelige artikel, men allerede i 2012 fangede projektet hendes interesse.

Mette Kragh synes, det er meget interessant med de seneste resultater af Klaus Martinys studie, som altså viser, at efter et halvt år er der stadigt flere, som slipper af med depressionen.

»Måske er det det, at de bliver ved med at have fokus på deres søvn, der gør forskellen,« siger Mette Kragh.

Depressive har kronisk jetlag

Fakta

Depressionstest
For at vurdere sværhedsgraden af patienternes depression, lod forskerne dem besvare et spørgeskema, som bruges i psykiatrien til at diagnosticere depression.

Skemaet kaldes Hamilton-skalaen. Patienten skal svare på 17 spørgsmål omkring humør, skyldfølelse, søvn og selvmordstanker. Ud fra svarene får patienten point. Har man over 7 point, er man deprimeret.

Alle patienter, som deltog i forskningsprojektet, havde en score på mere end 20, da projektet startede.

Hvis scoren ligger på 7 eller derunder, siger man, at patienten er i remission. Det vil sige, at man ikke længere har symptomer på depression. Og det var altså tilfældet efter et halvt år hos 61,7 procent af de patienter, som fik vågenterapi.

Der er ifølge Klaus Martiny flere årsager til, at vågenterapien og søvnvejledningen virker så godt på patienter med depression.

Rigtig mange med depression har det, forskerne kalder en forstyrret døgnrytme.
Det betyder, at deres naturlige døgnrytme, som siger, at man skal sove om natten og være vågen om dagen, gradvist bliver forskubbet mere og mere, fordi de sover senere og senere.

»Når man er deprimeret, har man det typisk meget dårligt om morgenen, og i løbet af dagen får man det gradvist bedre. Mange vil derfor begynde at bytte om på døgnet, så de sover en del af dagen og er vågne i perioder om natten. Deres indre rytmer er helt forvirrede, ligesom når man har jetlack,« forklarer Klaus Martiny.

Vågenterapi virker sandsynligvis ved at resette og kickstarte døgnrytmen igen, fordi patienterne er så trætte, når de endelig får lov til at sove, at de kan sove igennem.

Humørhormon falder om natten

Ud over at kickstarte en normal døgnrytme, fungerer vågenterapi formegentlig også, fordi mængden af kroppens humørhormon, serotonin, stiger, når man ikke sover.

»Jeg var i Milano i 2007 og fulgte et lignede projekt, og der holdt jeg mig vågen sammen med en deprimeret patient hele natten. Det var ret utroligt at se, hvordan hun begyndte at få det markant bedre hen imod klokken 3-4 om natten,« fortæller Klaus Martiny.

Stigningen, eller rettere det manglende fald i serotinin, når man ikke sover, vil forekomme hos både deprimerede og raske mennesker.

Det kender Klaus Martiny også fra sin tid på et psykiatrisk sengeafsnit.

»Når man om morgenen afløste en læge, som havde været på nattevagt, så kunne de være sådan helt fjollede og tale hurtigt og meget, når de skulle aflægge rapport,« siger han.

Det hænger formegentlig sammen med, at serotoninindholdet i blodet er højere end normalt.

Mennesker med depression har i forvejen en forstyrret regulering af serotonin-indholdet i hjernen. Derfor oplever de det natlige fald i serotonin særlig voldsomt, når de vågner næste morgen.

Efter 36 timer uden søvn vil stort set alle opleve at falde i en dyb ikke-afbrudt søvn. (Foto: Shutterstock)

»De har det, man kalder morgenvånde. Hvor de har det rigtig skidt, når de vågner, og efterhånden som serotoninindholdet stiger i løbet af dagen, får de det lidt bedre,« forklarer Klaus Martiny.

Det må vi prøve på vores patienter

Mette Kragh arbejder lige nu videre med et projekt, der minder om Klaus Martinys.

»På det afsnit hvor jeg var ansat i 2012, havde vi mange depressive. De blev indlagt og gik i gang med medicin, og så ventede vi på, at de fik det bedre. Jeg tænkte, at det der skal vi da prøve,« fortæller hun.

Deltagerne i hendes projekt er alle patienter, som er indlagt med depression, og hun sammenligner ikke vågenterapien med træning, som forskerne gjorde i Klaus Martinys projekt. I stedet har hun en kontrolgruppe, som får standardbehandling.

»Vi ser både på effekten af behandlingen, hvordan patienterne oplever det og forsøger at finde ud af, om vi kan forudse, hvem der vil have gavn af det. Jeg tvivler på, at jeg vil få lige så fantastiske resultater som Klaus, fordi jeg har en gruppe patienter, som jo er indlagt og derfor nok mere syge,« siger hun.

Jeg havde aldrig sovet så godt

Marie Hald Rasmussen på 32 år har netop været indlagt med depression på Risskov Psykiatrisk Hospital og deltaget i Mette Kraghs nye forskningsprojekt.

»Det var vidunderligt at vågne efter 12 timers søvn. Fornemmelsen af at have sovet godt var helt fantastisk. Jeg kunne slet ikke huske, at jeg nogensinde havde sovet så godt,« fortæller Marie Hald Rasmussen.

Marie Hald Rasmussen havde ikke følt, at hendes søvn var specielt dårligt, inden hun blev indlagt. Hun afsluttede sin bacheloropgave i samarbejde med en medstuderende lige før hun blev indlagt, så hun var nødt til at være vågen om dagen og sove om natten.

»Jeg havde troet, at jeg sov fint nok før. Efter jeg havde holdt mig vågen hele natten og hele næste dag og fik lov til at sove de der 12 timer, så kom selverkendelsen. Hov tænkte jeg. Der er noget galt med min søvn,« fortæller Marie Hald Rasmussen.

Eget ansvar at holde sig vågen

Til Klaus Martinys forskningsprojekt rekrutterede forskerne i alt 75 ikke-indlagte patienter med depression.  Den ene halvdel deltog i vågenterapien, mens den anden halvdel trænede 30 minutter om dagen.

Patienterne i vågenterapigruppen holdt sig til at begynde med vågen en hel nat, og fik at vide, at de først måtte gå i seng kl. 20 næste aften. Næste morgen skulle de stå op senest kl. 8, og så gentog samme procedure sig to nætter mere, med en hel nat og næste dag uden søvn efterfulgt af 12 timers søvn.

Fakta

Vågenterapi
At vågenterapi kan hjælpe på depression har faktisk været kendt siden 1800-tallet. Det er første gang nævnt i Textbook of Psychiatry af Christian August Heinroths fra 1818,

I 1966 blev terapiformen taget op igen i på et psykiatrisk hospital i Tübingen i Tyskland hvor en lærerinde, indlagt på psykiatrisk afdeling, ikke kunne sove. Hun cyklede i stedet om natten og opdagede, at det hjalp på depressionen.

I starten af 1970’erne konkluderede en akademisk afhandling, at metoden faktisk virkede, men på samme tidspunkt kom flere typer af antidepressiv medicin på markedet, og lægerne satte deres lid til medicinen.

Vågenterapi vil generelt være nemmere at udholde for en deprimeret sammenlignet med, hvis en rask person forsøgte det samme. Det hænger sammen med, at mennesker med depression i forvejen har svært ved at sove, blandt andet på grund af for meget stresshormon i kroppen.

»Det var deres eget ansvar at holde sig vågne. Vi instruerede dem i, hvordan de kunne gøre det for eksempel gå en tur, se fjernsyn, drikke kaffe eller lytte til walkman. Personalet måtte ikke holde dem vågne. Det gik egentlig ret godt. Måske faldt nogen af dem i søvn kortvarigt, men det gør ikke så meget,« siger Klaus Martiny.

Marie Hald Rasmussen havde faktisk ikke så svært ved at holde sig vågen om natten. Her var der ro på afdelingen og hun kunne se fjernsyn eller male.

»Det sværeste var om dagen efter en hel nat, hvor man havde været vågen. Især morgenen var hård. Jeg tog kolde bade og kom ud at gå nogle ture for at holde mig vågen. Man har en mærkelig stemning i kroppen, og man vil helt vildt gerne hen til det tidspunkt, hvor man må sove,« fortæller hun.

Især tredje gang, hvor hun havde holdt sig vågen om natten og skulle vente med at sove var hård.

»Tredje gang var ulidelig. Jeg kunne næsten ikke vente med at sove. Anden gang da jeg skulle holde mig vågen, så glædede jeg mig til at sove igen. Man går og glæder sig. Begejstringen for søvnen holdt mig i gang, men tredje gang var man så udkørt, at det ikke hjalp at glæde sig,« siger hun.

Endnu mere forskning i søvn og depression

Marie Hald Rasmussen har også fulgt sin søvn og sit humør tæt, efter hun blev udskrevet.

»Jeg har en mappe, hvor jeg udfylder, hvornår faldt jeg i søvn, hvor mange gange jeg er vågnet, hvad tid jeg er stået op, og hvordan min søvn er på en skala fra 1-10. Alle de skemaer om søvn, humør og trivsel har gjort, at jeg må granske mig selv hver dag og tænke over, hvordan jeg har det. Man får lært et eller andet om sig selv og sin sygdom,« siger hun.

Hun vil dog ikke selv kaste sig ud i at prøve tre døgn uden søvn derhjemme, hvis hun skulle få en ny depression på et tidspunkt, men måske med støtte fra venner og familie.

Der er ikke pt. planer om at tilbyde vågenterapi som en del af behandlingen til patienter med depression på de psykiatriske hospitaler rundt om i landet. Det kræver nemlig mere forskning endeligt at bekræfte, at vågenterapien gavner også patienter med sværere

Rapport kortlægger folkesygdomme: Angst er skyld i flest tabte arbejdstimer

Det er ikke en fysisk sygdom, der holder flest mennesker væk fra arbejdsmarkedet i Danmark. Det er derimod en psykisk lidelse: Angst.

Hvert år er angst skyld i tabt produktion for mere end 8,6 milliarder kroner. Det er en af mange konklusioner i den nye omfattende rapport, Sygdomsbyrden i Danmark, der ser nærmere på omkostningerne ved de 21 mest udbredte sygdomme herhjemme.

Ifølge den nye rapport er der årligt 17.000 nye tilfælde af angst, og flere end 135.000 mennesker lever med sygdommen. Reelt er tallet dog formentlig større, fordi der er et stort mørketal, forklarer Anne Lindhardt.

Læs hele artiklen her>>>

Mental sygdom eller et sygt samfund?

 

“In individuals, insanity is rare; but in groups, parties, nations and epochs, it is the rule.”
― Friedrich Nietzsche

john Ledger mental illnes
Image by John Ledger

Skrevet af Susan Rosenthal

Oversat af Mikkel Marini

Når du er syg eller er kommet til skade, ønsker du at vide hvad der er galt, og hvad der kan gøres ved det. Du ønsker at få en diagnose. En korrekt diagnose afslører hvad der er galt, hvad der er den fortrukne behandling og hvad der er det sandsynlige resultat. For eksempel indikerer en lungebetændelse at du har en seriøs lungeinfektion, som sædvanligvis kan blive behandlet med antibiotika. Mens medicinske diagnoser er baseret på videnskab, er psykiatriske ”diagnoser” på ingen måde videnskabelige. De afslører ikke hvad der er galt, hvad der er den fortrukne behandling, eller hvad der sandsynligvis bliver resultatet. De er heller ikke pålidelige. Forskellige psykiatere, som undersøger én og samme patient stiller ofte forskellige ”diagnoser”. Endvidere kan psykiatriske “diagnoser“ komme på mode eller næsten forsvinde afhængig af mange forskellige sociale faktorer.

Continue reading Mental sygdom eller et sygt samfund?

Psykiatriske “diagnoser” er faktisk blot en etiketteringsproces, hvor patientens symptomer bliver sammenlignet med en række symptomer på en liste fra American Psychiatric Association’s officielle liste Diagnostic Statistical Manual of Psychiatric Disorders (DSM). Som vi skal se senere, så blev denne psykiatriske ”bibel” udarbejdet og bliver fortsat opretholdt af finansielle og politiske interessenter.

 

Sigmund Freud

”Hvem bestemmer hvad der er normalt og sundt, og hvad der er afvigende og sygt?”

Før det 20-ende århundrede, blev livs-stress almindeligvis betragtet som åndelige problemer eller fysiske sygdomme, og folk opsøgte religiøse rådgivere og læger for at få hjælp. Medicinske læger behandlede ”hysteri” og ”nerver” som fysiske problemer. Psykiatrien var begrænset til behandling af alvorligt forstyrrede mennesker på galeanstalterne. Den første klassifikation af de psykiatriske forstyrrelser i USA forekom i 1918 og indeholdt 22 kategorier. Alle undtagen én refererede til forskellige typer sindssyge.

I 1901 revolutionerede Sigmund Freud psykiatrien ved at nedbryde barrieren mellem mental sygdom og normal adfærd. I ” The Psychopathology of Everyday Life” argumenterede Freud, at almindelig adfærd – sproglige ‘smuttere’, hvad folk finder morsomt, hvad de glemmer og de fejl de laver – er tegn på undertrykte seksuelle følelser, som lurer nedenunder overfladen af den normale adfærd.

Ved at sammenkæde hverdagens adfærd med mental sygdom frigjorde Freud og hans tilhængere psykiatrien fra galeanstalterne. Mellem 1917 og 1970, i takt med at psykiatere opdyrkede klienter med en bred vifte af problemer, steg antallet af psykiatriske praksis udenfor institutionerne fra 8 % til 66 %.

De sociale bevægelser i 60-erne opponerede imod psykiatriens fokus på indre konflikter og fremhævede i stedet de sociale årsager til sygdom. Dr. Alvin Poussant husker American Psychiatric Association’s (APA) konvent fra 1969.

“Efter adskillige racistiske drab under borgerrettighedsbevægelsen forsøgte en gruppe sorte psykiatere at få ’morderisk snæversyn’ baseret på race klassificeret som en mental forstyrrelse. APA afviste denne anbefaling med det argument, at eftersom så mange amerikanere er racister, var racisme i dette land helt normalt.”

Opdyrkning af en industri

I 1980 kulegravede American Psychiatric Association listen over psykiatriske lidelser, Statistical Manual of Psychiatric Disorders. En ekspertgruppe, der blev etableret for at skabe en ny manual, erklærede, at hvilken som helst forstyrrelse kunne indgå.

”Hvis der er generel enighed blandt klinikerne, som forventeligt kan møde en tilstand, og at et betydeligt antal patienter har denne specifikke lidelse, og at det er væsentligt at kunne identificere den i det kliniske arbejde, bliver lidelsen optaget på listen over psykiatriske lidelser.”

Med andre ord; den nye DMS blev ikke baseret på videnskab men på behovet for at bibeholde allerede eksisterende patienter og inkludere nye, som måtte søge hjælp til et hvilket som helst antal af problemer.  En profitabel og selvforsynende industri var født. Desto flere mennesker, der kunne opfordres til opsøge behandling desto flere tilstande kunne man tilføje i DSM, og desto flere mennesker kunne henstilles til at søge behandling for disse tilstande.

I 1994 indeholdt DSM 400 forskellige mentale forstyrrelser, som dækkede en bred vifte af adfærd hos voksne og børn. Betegnende nok har f.eks. racisme, homofobi (frygt for homoseksualitet) og misogyni (kvindehad) aldrig været på listen over mentale forstyrrelser. I 1999 bekræftede formanden for APA’s Råd for Psykiatri og Lov, at racisme ”ikke kan betegnes som en sygdom, der kan behandles af professionelle indenfor mental sundhed.” Homoseksualitet var på listen som en mental forstyrrelse indtil aktivister gennem en kampagne fik den slettet.

Kvindernes befrielsesbevægelse fordømte, at man klistrede etiketter med ‘mental sygdom’ på symptomer på undertrykkelse. I bogen They say You’re Crazy: Hvordan nogle af verdens mest magtfulde psykiatere beslutter hvem der er normale, forklarer Paula Caplan:

”I en kultur der håner og nedgør lesbiske og bøsser, er det svært at være helt tryg ved ens homoseksualitet, og derfor behandler forfatterne til DSM-III det som en psykisk sygdom den reaktion, som ofte var en fuldstændig forståelig reaktion på at blive hånet og undertrykt.”

Caplan beskriver tiltag til at forhindre, at ”masochistisk personlighedsforstyrrelse” bliver optaget i DSM. Denne dysfunktion formoder, at kvinder bliver hos deres voldelige ægtemand, fordi de nyder at lide, ikke fordi de ikke har modet og ressourcerne til at forlade ham. Trods protester er ”masochistisk personlighedsforstyrrelse” blevet tilføjet DSM i 1987-versionen, med er dog senere blev droppet.

Også tilføjelsen af ”præ-menstruel dysforisk forstyrrelse” (“Pre-Menstrual Dysphoric Disorder” (PMDD) i DSM rejste protester i følge Caplan.

”Problemet med PMDD er ikke kvinden, der fortæller om problemer med præ-menstruelle humørsvingninger, men derimod selve diagnosen. Fortræffelig forskning viser, at disse kvinder i betydelig grad befinder sig i usikre livssituationer, såsom at blive mishandlet eller at blive mobbet på arbejdspladsen. At stemple dem som psykisk syge – at sende dem beskeden, at deres problemer er psykologisk individuelle – skjuler de egentlige, ydre årsager til deres problemer.”

Så snart PMDD var på listen i DSM, ompakkede Eli Lilly deres bedst sælgende præparat, Prozac, i et pink pilleformat, omdøbte det til Serafem, og markedsførte det som behandling af PMDD. Ved at skabe Serafem kunne Lilly nu forlænge sit patent på Prozac-formlen med yderligere 7 år.

En marketing guldmine

DSM, Diagnostic Statistical Manual of Psychiatric Disorders,er en marketing guldmine for medicinalndustrien. FDA (US Food and Drug administration. Red.) vil kun godkende præparater til behandling af psykiske lidelser, hvis de lidelser  står i DSM. Derfor er hver eneste nye tilføjelse millioner af kroner værd i potentielt salg af medicin. De fleste af de eksperter, der er med til at bygge DSM op har økonomiske bånd til medicinalfirmaer, og hver ny udgave af DSM indeholder flere lidelser end den foregående.

Når der tilføjes en ny psykisk sygdom til DSM, bliver præparaterne til denne sygdom markedsført heftigt overfor alle, der måske passer ind i tjeklistens symptomer. (Læger bliver også opfordret til at ordinere lægemidler “off-label”, hvilket indebærer alle patienter, som lægen mener kan have gavn af lægemidlet).  Ikke overraskende, stiger antallet af mennesker, der bliver ”diagnosticeret” med en psykisk  sygdom voldsomt, når et lægemiddel er godkendt til behandling af denne lidelse.

I 2005 afslørede en større undersøgelse, at ”omkring halvdelen af alle amerikanere ville kunne leve op til en DSM-IV dysfunktion før eller siden i livet”. Hvordan er dette muligt?

Er det blevet normalt at være psykisk syg, eller er definitionen af psykiske sygdomme udvidet udover almindelig sund fornuft? Begge dele kunne være sandt.

Kapitalismen skader folk på mange måder. Det er også sandt, at jo flere mennesker man kan sygeliggøre, desto mere profit kan man hente ind ved at sælge dem behandling. I Creating Mental Illness advarer Alan Horowitz:

”.. en stor del af de typer adfærd, der i øjeblikket betragtes som psykiske sygdomme, er normale følger af stressende sociale vilkår eller sociale afvigelser”. I modstrid med dens egen generelle definition af mentale forstyrrelser, anser DSM og megen af forskningen i dens kølvand, alle symptomer, hvad enten de er indre eller ikke, forventelige eller ej, afvigende eller ikke, som tegn på en forstyrrelse.”

De fleste mennesker kender forskellen på normal adfærd (såsom sorgen over en af sine kæres død), og anormal adfærd, som kunne tyde på indre forstyrrelser (som f.eks. en forlænget sorgperiode uden nogen åbenbar årsag). Men DSM tager ikke hensyn til, hvad der sker i folks liv. Med kun én undtagelse (Post-Traumatisk Stress syndrom), oplister og kategoriserer DSM symptomer uden at tage hensyn til nogen som helst social sammenhæng. Resultatet bliver, at DSM-baserede oversigter kunstigt forøger antallet af mennesker, der lider af mentale forstyrrelser, og derfor også udvider markedet for medicinsk behandling.

De DSM-opskruede beregninger af psykiske sygdomme er typisk ledsaget af en advarsel om, at ikke alle mennesker med behov får den rette behandling.  Spørgsmålet om, hvorvidt alle disse mennesker rent faktisk er syge, bliver aldrig stillet. Der bliver heller ikke stillet spørgsmål om, hvorvidt deres symptomer kan være forbundet med fysiske sygdomme.

Social kontrol

Psykiatrien har en lang historie om at medicinere de undertrykte befolkningsgrupper, inklusive børn, for at have social kontrol.

Ved at anvende DSM er mindst 6 mio. amerikanske børn blevet diagnosticeret med alvorlige psykiske sygdomme, tre gange så mange som i starten af 1990erne. Antallet af drenge mellem 7 – 12 år med bipolar forstyrrelse er blevet mere end fordoblet mellem 1995 og 2000 – og fortsætter med at stige.

En rundspørge fra 2007 om 8- til15-årige viste, at 9 % ligger indenfor  DSM kriterierne for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD). Ved rundspørgen opdagede man, at under halvdelen af disse børn havde fået diagnosen og var under behandling, ”og man antydede at nogle børn med betydelige kliniske opmærksomhedsproblemer og hyperaktivitet formegentligt ikke får den optimale opmærksomhed.” Ophavsmændene til rundspørgen noterede sig, at fattige børn sjældent fik medicin, og derfor anbefalede de ”flere undersøgelser og mulige indgreb.”

I stedet for at forholde sig til og gøre noget ved de stressende sociale forhold, der påvirker børn, indfører psykiatrien en ensretning gennem medicin. At kunne gennemtrumfe en overensstemmelse med det undertrykkende samfund med adgang til forsikrings-goder, medicinsk behandling og social service afhænger så af, om ”man har en diagnose.”

Den psykiatrisk- farmaceutiske industri behandler sygdom som værende udelukkende individuel og indefra-kommende – et resultat af defekte gener eller kemiske ubalancer. I virkeligheden er de menneskelige problemer en del af den sociale sammenhæng.

De fleste af symptomerne, der står i DSM, beskriver menneskets reaktion på tab, afsavn eller undertrykkelse (angst, ophidselse, aggression, depression) og de mange måder folk forsøger at håndtere den uudholdelige smerte (tvangstanker, tvangshandlinger, raserianfald, afhængighed). Depression er tæt forbundet med fattigdom, og ved at fjerne fattigdommen kan man lette depressionen.

Under kapitalismen er det politisk risikofyldt og uprofitabelt at forbedre de sociale forhold, der er årsag til elendighed. Derfor trækker psykiateren det enkelte individ ud af samfundssammenhængen, deler individet op i hjerne og krop, adskiller sindet fra hjernen og medicinerer hjernen.

Et sygt samfund

Kapitalismen er et samfund der fordrer, at flertallet ikke har nogen kontrol over deres liv og at de tror, at denne tilstand er normal. Derfor vil alle reaktioner på ulighed og afsavn tolkes som tegn på personlighed uformåen, biologiske defekter, psykiske sygdomme – Alt andet end rimelige reaktioner på urimelige forhold.

Under slaveriet argumenterede eksperter for, at sorte mennesker var psykologisk velegnet til et liv som slave, så der måtte jo være noget galt med dem der gjorde oprør. I 1851 blev diagnosen “drapetomania”(flugtfeber) udviklet for at kunne forklare, hvorfor slaverne prøvede at flygte. Ikke meget har ændret sig siden. I dag anses udnyttelse og undertrykkelse for at være normalt, og de som på nogen måde gør oprør regnes som syge eller afvigende og bør medicineres eller bures inde.

Hvad er diagnosen for et sygt samfund? Vi ved hvad der er galt. De fleste mennesker fastholdes i syge sociale tilstande, så nogle få kan bibeholde deres velstand og magt. Hvad er behandlingen? At sætte menneskelige behov i første række ville eliminere størstedelen af menneskets elendighed. Hvem vil give medicinen? Flertallet må organisere sig og tage kollektiv kontrol over samfundet.

Jeg forventer ikke, at denne diagnose vil være at finde i DSM i de første mange år.

Tak til Susan Rosenthal for låning af artiklen “Mental Illness or Social Sickness”

Existential Psychologist Rollo May talks about the human dillema

 

Rollo May was a existential psychotherapist who emphasized philosophic rather than psychopatological aspects of the human condition. In the following interview he talks about his views and about what the humanity is facing on the level of culture.

Anxiety is seen as a driving force that motivates creativity and the will to act and do something. Rollo May does not see anxiety as a symptom that needs to be removed. He says:

“I think anxiety is associated with creativity. When you are in a situation of anxiety, you can of course run away from it and that is certainly not constructive. Or you can take a few pills to get you over it or take cocain or what ever else you may take … you can meditate …but I think none of those things, including meditation which I happen to belive in, none of those paths will lead you to creative activity. What anxiety means is as though the world is knocking at your door, and you need to create, you need to make something, you need to do something. And I think anxiety thus is for people who have found their own hart and their own souls, and for them it is a stimulus toward creativity, toward courrage: it’s what makes us human beeings….Man is the only creature who can be aware of their own death, and out of that comes normal anxiety. when I let myself feel that than I apply myself to new ideas, I write books, I comunicate with my fellows …. this knowledge of death gives us normal anxiety and the wish to make the most of our lives, and that is what I try to do…

Freedom is also a mother of anxiety. if you don’t have freedom you don’t have anxiety. That is why the slaves in the films have no expression on their faces. they have no freedom, but those of us who do have are allert, alive, we are aware that what we do matter and that we only have about 70, 80 or 90 years in which to do it. So why not do it and get your way out of here rather than running away from it…”

 

Link: http://ideagenerator.dk/rollo-may-and-the-human-dillema/

 

 

Kognitivna disonanca

Sjetite se kada ste zadnji put diskutovali neku temu sa prijateljem ili kolegom, a da vaše mišljenje nije bilo prihvaćeno. Dobili ste možda kritiku ili protuargument. Kako ste se osjećali u tom momentu u svome tijelu? Da li ste osjetili nešto u stomaku ili u glavi? Da li ste odmah počeli da branite svoj stav, ili vam se razmišljanje blokiralo pa ste se povukli, ili ste mirno saslušali kritiku i pokušali da je konstruktivno shvatite?

Continue reading Kognitivna disonanca

Sve su to načini reagovanja u situacijama kada osjećamo prijetnju na naš integritet. Najnovija istraživanja iz neurologije ukazuju na to, da naš nervni sistem reaguje na isti način kada nam prijeti realna opasnost, kao i kad smo kritikovani ili kad doživimo sukob mišljenja. Kako ćemo u datoj situaciji reagovati zavisi od više faktora. U psihologiji se često ističe da nam je u prirodi da težimo ka tome da ostanemo dosljedni svojim stavovima i mišljenjima, jer shvatamo sebe kao prilično nepromjenjljivu individuu, čija se individualnost odlikuje određenim stavovima i idejama, koji su osnovni pokretač naših reakcija u odnosu sa socijalnom okolinom. Tako da, ako vjerujemo da je školovanje dobro i korisno, vjerovatno ćemo savjetovati i druge da se školuju.

Postoje situacije kada, iz raznih razloga, djelamo protivno svojim osnovnim stavovima. Često radimo stvari koje nisu dosljedne našem znanju ili stavovima. Mnogi pušači, na primjer, znaju da je dim štetan za organizam, ali i dalje nastavljaju da puše. Kada lažemo, znamo da samo lažemo I sebe, pa ipak to radimo. Često ovakve radnje objašnjavamo tako što pronalazimo argumente, koji opravdavaju naše ponašanje i time smirujemo svoju savijest. Pušenje me smiruje, ne pušim baš puno, to je nešto samo moje, ili lažem da bi zaštitio druge, to je samo mala laž i sl.

Kada nam ne polazi od ruke da racionalizujemo svoje ponašanje, tada dolazi do psihološke nelagodnosti, tj. do kognitivne disonance. Kada govorim o kogniciji, mislim na sve mentalne procese koji nas čine ljudima, kao što su mišljenje, percepcija i sposobnosti rješavanja problema.

Disonanca je neusaglašenost, a u običnom jeziku možemo je i nazvati frustracijom ili nedostatkom ravnoteže.

Kognitivna disonanca je mentalni process, koji se javlja kada su neka dva stava/razmišljanja u međusobnom konfliktu. Sistem teži da ispravi tu grešku i prihvata jedan stav da bi se vratio u ravnotežu. Socijalni pritisak može uticati na to da prihvatimo stav/razmišljanje sa kojim se u suštini ne slažemo. Da bi to mogli uraditi moramo i sebe ubijedit da je izbor valjan, te smo primorani pronaći objašnjenje koje opravdava naš izbor.

Ovaj mentalni proces u većini slučajeva nije nimalo ugodan, pogotovo kada osjećamo da kršimo svoje stavove da bi ostvarili prihvatanje ili naklonost drugih ljudi.

 Zašto dolazi do ovakvih situacija?

Postoje mnogi razlozi i mnoge moguće situacije u kojima će se lični stavovi suprotstaviti samoj situaciji i našem reagovanju u datoj situaciji. Vjerovatno nam je svima poznato da ponekad radimo stvari zato što je to stav firme ili familije, iako osjećamo da se sa takvim ponašanjem ne slažemo. Često se nalazimo u situacijama koje nisu sasvim jasne i primorani smo da ih tumačimo kako najbolje možemo. U takvim situacijama dolazimo do brzih rješenja. U današnje vrijeme ”brzog življenja” takvih je situacija mnogo.

Jutro je, kasnimo na posao, djeca žele da pogledaju svoj omiljeni crtić pa se sporo oblače, a nama se žuri da stignemo na bitan sastanak. Raste nam pritisak i popušta strpljenje. Povisićemo glas ili možda uraditi nešto ekstremno. Sa jedne strane pokušavamo da ostanemo dosljedni svojoj odgovornosti prema poslu, jer ne želimo da kasnimo iz poštovanja prema kolegama. Sa druge strane radimo nešto, što nije u saglasnosti sa osjećanjem odgovornosti prema sopstvenoj djeci, koja nisu ni svjesna naše unutrašnje borbe da sve stignemo i da budemo i dobri kolege i dobri roditelji. Javlja se psihološka nelagodnost, neuravnoteženost stavova i želja.

cognitive dissonance

Kako se nosimo sa tim i kako racionalizujemo svoje postupke?

Jako je bitno ostati uravnotežen u današnjoj trci sa vremenom. Kognitivna disonanca može biti momentalna, tj. kada se javi u samom trenutku odluke. U ovom slučaju vrlo brzo racionalizujemo postupak: ”Pokušamo da izgladimo odnose sa djecom na putu u školu”.

Problem nastaje kada kognitivna disonanca ostaje prisutna, tj. kada je balans teže pronaći. Možda se nalazimo u takvoj životnoj situaciji, da svakodnevno radimo stvari koje nisu u saglasnosti sa našim osnovnim stavovima. Možda radimo u firmi gdje smo dobili novi zadatak, čije se izvršavanje protivi našim stavovima. Kada se sa ovakvim problemom suočavamo svakodnevno, tada se nalazimo u stanju konstantne neuravnoteženosti ličnih stavova i zadataka koje obavljamo. Ovakvo stanje može dovesti do mnogih boljki modernog vremena kao što su stres, depresija, anksioznost, a i fizičke bolesti kao što su hronični bolovi.

Da se vratimo na početak. Isti neurološki procesi se aktiviraju u stvarnoj opasnosti kao i stanju kognitivne disonance, tj. neslaganja na mentalnom nivou. Aktiviraju se fiziološki mehanizmi kao što je promjena krvnog pritiska, povišeno lučenje adrenalina, napetost mišića, tj. generalno povišena fiziološka pripravnost.

U slučaju kognitivne disonance je sama prijetnja manje jasna. Kada nam prijeti pas, možemo pobjeći ili se pokušati odbraniti. Kada nam prijeti lična savijest, mogućnosti reagovanja su malo drugačije. Pri kognitivnoj disonanci je prijetnja usmjerena na naš osobni integritet i dosljednost. Kako se nositi sa takvom vrstom prijetnje? Svako od nas ima određeno znanje o životu. To znanje se odražava u našim stavovima i postupcima. S vremena na vrijeme mi dobijemo nove informacije, koje govore nešto novo i drugačije od onog što već znamo. U današnje vrijeme informisanosti, mnoštvo informacija nas bombarduje sa svih strana. Preko medija i kroz priče sa ljudima oko nas, svakodnevno primamo informacije o tome, kako treba da se hranimo, šta je zdravo a šta ne, kako da se oblačimo, kako da odgajamo djecu, kako da se ponašamo i u šta da vjerujemo. Naše svakodnevne odluke se formiraju tako što informacije koje konstantno dobijamo iz okoline naš nervni sistem upoređuje i usklađuje sa postojećim znanjem i tjelesnim reakcijama (ovaj proces je uglavnom nesvjestan, da bi mogli što brže i efikasnije da reagujemo).

Kako ćemo se odnositi prema svim tim informacijama ovisi od naše otvorenosti ili skeptičnosti prema novitetima. Ako smo uvijek išli istom stazom, bez puno promjena, navikli smo na sigurnost jednoličnosti i tada ćemo teže prihvatiti nešto novo i drugačije. Ljudska istorija je puna primjera da novim saznanjima treba vremena da postanu opšte prihvaćene činjenice. Zato nemojte očajavati. Možda i čitanje ovih redova u vama izaziva kognitivnu disonancu. Ne zaboravite da su ljudi dugo vremena vjerovali da se sunce okreće oko zemlje. Galileo Galilei je u 17-to vijeku zbog podržavanja Kopernikove ideje o Heliocentrizmu bio proganjan od strane inkvizicije. Tako i u našem malom individualnom svijetu postoje sile koje se bore da zadrže neko staro vjerovanje pronalazeći argumente koji ga podržavaju. To je jedan sasvim priodan proces zaštite ličnog identiteta i integriteta. To je proces koji se dešava u svim ljudima i koji je dio ličnog rasta i širenja svijesti o ljudskom postojanju i postojanju svijeta oko nas.

Najnovija istraživanja iz neurologije ukazuju i na to da naš nervni sistem nema centralni sistem iz kojeg dolaze informacije, drugim riječima naš sistem nema centralnu vladu. Funkcionisanje nervnog sistema se sastoji od konstantne saradnje neuralnih veza koje koordiniraju nove i stare informacije. Od momenta do momenta nervni sistem tumači informacije stvarajući sliku stvarnosti.

To što nam pravi probleme jeste činjenica da smo odrastanjem indoktrinirani da vjerujemo da imamo nepromjenjiv identitet. Nelagodnost koju osjecamo kada se suočimo sa kontradiktornim informacijama pokušavamo da riješimo na razne načine.

Zamislite da jako volite da pijete mlijeko. Jedan dan pročitate u vijestima da mlijeko nije dobro za zravlje prema novim naučnim studijama. Da li ćete nastaviti piti mlijeko mirne savijesti? Neki će provjeriti ovu informaciju i pronaći druge informacije koje govore da je mlijeko korisno i da korisne strane nadjačavaju štetne. Sa ovakvim informacijama se svakodnevno susrećemo i pravog odgovora nema. Odgovor se nalazi u vašem ličnom shvatanju ovih informacija i spremnosti da ih ili integrišete ili odbacite. Možda ćete prestati čitati vijesti kako bi izbjegli ovakve dileme. Poenta je u širenju svjesti o ličnoj odgovornosti.

Mi živimo u jednom veoma interesantnom dobu, dobu pristupačnosti informacijama. U vrijeme Galilea je samo mali broj ljudi mogao pročitati njegove knjige i dati mu podršku. Danas je velikom broju stanovnika planete dostupan internet, a time i pristup informacijama. Informacija je mnogo, što čini da je kognitivna disonanca mnogo prisutnija u našim životima. Danas su, na primjer, u medijima vrlo prisutne informacije o tome šta je dobro za zdravlje a šta ne. Možda vam je neprijatno na poslu jesti nešto masno, ako većina vaših kolega izražava stav da masnoća nije dobra za zdravlje krvnih sudova. Tako se nađete primorani da promjenite sastav svog ručka da bi se uklopili u prihvaćenu cjelinu. Rješili ste kognitivnu disonancu. Na poslu jedete salatu, ali kad dođete kući spremite si jedan dobar masni sos i sočnu šniclu. Šalu na stranu. Činjenica je da se ovakve stvari danas svakodnevno dešavaju.

Da privedemo ovo kraju. Poenta je da kognitivna disonanca, ako je konstantno prisutna može izazvati stres, a stress potom može dovesti do depresije ili anksioznosti ili do fizičke bolesti. Konstantno analiziranje i vaganje stavova i mišljenja može biti veoma naporno.

Šta da se radi?

Sama svjesnost činjenice da nas je odrastanje u određenoj kulturi i društvu programiralo da prihvatamo i odbacujemo određene informacije je korak ka opušenijem življenju.

Svakodnevno oprostite sebi a i drugim ljudima i živite svjesno.

Nemojte stvari uzimati preozbiljno.

Dopustite sebi da pogriješite.

Dopustite sebi mogućnost promjene stava.

Nemojte se bojati autoriteta i vjerujte sebi i svojim osjećanjima.

Autor: Nataša Stajic

Komedija i tragedija života

Kada nam sve ide od ruke život se čini lak poput sjemenki maslačka koje slobodno lete nošene proljetnim vjetrom. Onda, odjednom naleti mračan oblak i sve izgleda mnogo drugačije.

Pitanje ove iluzije života koja se konstantno izmjenjuje jeste, da li život uzimati ozbiljno ili ne? Da li život gledati kao tragediju ili kao komediju?

Ili, ili? To su dvije strane životnog iskustva i vjerovatno su obje potrebne da bi život bio potpun, jer da nije tragedije ne bi znali šta je komedija, a da nije komedije ne bi znali šta je tragedija. To su suprotnosti, krajnosti života, ali šta se nalazi između?

Rad sa ljudima i sa njihovim veoma raznolikim životnim iskustvima me je naučio da je život igra konstantnog pronalaženja ravnoteže između raznoraznih krajnosti i suprotnosti. Tragedija je bolna, ali bez nje ne bi bili ljudi. Komedija iscjeljuje bol izazvan tragedijom, poput svjetlosti koja nam omogućava da vidimo šta se nalazilo u tami. Komedija ima sposobnost da nam ukaže na raznorazne besmislenosti kojima se bavimo stvarajući sebi a i drugima probleme, prepreke i raznorazne brige. Komedija priznaje tragediju, ali je čini lakšom i podnošljivijom.

Život jeste i vjerovatno će uvijek biti ispunjen suprotnostima i kontradiktornostima. Jedan od najvećih ljudskih izazova jeste svijesnost o tome da sve ima svoj početak i kraj. Svjesnost o sopstvenoj smrtnosti je jedinstvena karakteristika ljudskog uma i kulture koja nas razdvaja od drugih živih bića na ovoj planeti. Svjesni smo da život ima kraj, ali ne znamo šta taj kraj u svojoj potpunosti znači. Jednoga dana ste se rodili, probudili se i ne sjećate se šta je bilo prije. Jednoga dana ćete samo sklopiti oči i šta onda?

Continue reading Komedija i tragedija života

Kultura nam daje raznorazna rješenja o tome kako da se nosimo sa tim pitanjem, koje neminovno izaziva strah i nesigurnost. Sve religije svijeta su proizvod ovog znanja, te svaka na svoj način nude utjehu i rješenje.

Danas imamo nauku koja nam nudi novo objašnjenje, novu priču o ljudskom postojanju, o životu i o smrti.

Da li smo u suštini duše koje su došle u ovu realnost da bi stekle određeno iskustvo ili smo, kako nas nauka uči, samo biološke mašine, slučajnost procesa evolucije?

Odgovor ne znam, niti vjerujem da iko ima odgovore na sva pitanja koja naš čudesni um ima sposobnost da postavi. Jedino što znam jeste da postoje pitanja i da je ljudska svijest dar koji sa sobom nosi i mogućnost tragedije i mogućnost komedije. Šta će prevagnuti ovisi od nas samih i naše voljnosti da otvorimo svoj um i prihvatimo postojanje obje mogućnosti.

Još korisnije je zapitati se kako bi naš život izgledao da smo se rodili u nekoj drugoj kulturi koja zagovara drugačije shvatanje života.

Ljudi koji putuju i koji su živjeli sa drugim kulturama su time dobili jedinstvenu mogućnost da bolje sagledaju cjelinu, da vide svoju kulturu iz vana, iz druge perspektive. Susret sa drugom kulturom nas čini samosvjesnima i otvara nam vrata znanja o tome da postoje mnoga rješenja i načini pristupa životnim problemima i izazovima. Kada se nađete u drugoj kulturi shvatićete koliko je vaše ponašanje i doživljavanje svijeta uslovljeno ritualima i simbolima kulture u kojoj ste odrasli. Način pozdravljanja, religijski rituali, moral, učenje o vrlinama, sam odnos prema nepoznatom i drugačijem. Svaka kultura ima svoju priču o životu, o tome  šta smo, ko smo i kako najbolje provesti ovo vrijeme koje nam je dato? Svaka kultura ima svoju priču o odgovornosti, o moralu, o tome šta je prihvatljivo a šta ne i kako se nostiti sa tragedijom života. Kada se susretnemo sa drugačijom kulturom i drugačijom pričom od naše tada ćemo ili početi ispitivati sopstvenu priču, ili ćemo je početi čuvati i braniti kao da je ona jedina istina koja postoji.

Možda je najbolja reakcija moći vidjeti u tim razlikama shvatanja samu komediju života, jer kad vam se otvore pogledi i kada shvatite da svijet uvijek postoji samo iz vaše perspektive, koja je u suštini uslovljena kulturom, biće vam jasno da mi samo dijelimo neku društveno-kulturnu priču (lokalnu istinu), a da u suštini nikada ne možete u potpunosti znati šta drugi ljudi misle ili osjećaju. Tada ćete se približiti komediji ljudskih odnosa i našeg odnošenja prema samom životu.

Ljudi su stoljećima živjeli u raznim vrstama zajednica i može se već reći da nam je u genima da prihvatamo priču zajednice, tj. većine, koja utiče na razvoj te zajednice u ovom ili onom pravcu. Pomislite samo na odgoj djece. Kada im kažete da nešto urade ona vas pitaju zašto, a vi im kažete, zato što ja tako kažem ili zato što tako treba (tako se radi kod nas). Dijete će taj odgovor jedno vrijeme prihvatati, ali u jednom momentu će početi da postavlja više pitanja i da izaziva tu kulturnu priču na osnovu koje ste ga odgajali. To je u stvari fantastična stvar i velika je šteta što naše škole sve manje pažnje posvećuju umjetnosti postavljanja pitanja, a sve više odgoju osoba koje će da rade onako, kako im autoriteti kažu. Pogotovo danas, kada je društvo podređeno mehanizmima ekonomije, djecu odgajamo da budu dobri poslužitelji sistema, a ne da se pitaju o životu i o tome šta nas čini ljudima, bilo gdje da smo rođeni i u bilo kojoj kulturi da smo odrasli.

Većina naših problema, zbog kojih se obraćamo raznim terapeutima, psiholozima i doktorima proizilaze iz naše otuđenosti od samog života i od sebe samih. Kada to kažem mislim na naše rigidno shvatanje sopstvenog mjesta u nekom društvu, familiji ili kulturi. Često radimo stvari ne zato što nam to tako srce govori već zato što smo tako odgojeni i zato što mislimo da se to očekuje od nas.

Iako se uglavnom vodimo svim tim uglavnom nepisanim pravilima grupe mi istovremeno mislimo da imamo neku stalnu i unikatnu ličnost. Zato je i teško raditi na sebi jer mislimo da je ličnost nepromjenjiva. Kada vas upitam ko ste, šta ćete odgovoriti?

– Majka, otac, radnik, stručnjak u nekoj oblasti. Možda ćete reći da ste društveni, pozitivni, skeptični il šta već ne. Ali ja vas ponovo pitam, Ko ste? Da zaista ko ste? Šta je to što vas vodi kroz život, šta vam daje motivaciju da istrajete, da prevaziđete svjesnost o prolaznosti sopstvenog postojanja?

Mogi tada počnu da se kolebaju i često je odgovor ne znam. I to je najiskreniji odgovor koji se na takva pitanja može dati, jer najteže je poznavati samog sebe. Vatra ne zna kako gori niti vjetar zna kako puše, te tako i mi ljudi u suštini ne znamo kako mi jesmo. Dišemo, spavamo, budimo se, varimo hranu. Sve to radimo bez da nam treba neko objašnjenje za to.  Jednostavno vjerujemo da naše tijelo zna da obavlja sve te funkcije.

I tu se javlja komedije ljudskog postojanja.

Brojite li ovce da bi mogli da zaspete? Zašto jednostavno ne dopustite svom tijelu da zaspe? Ali ne, mi nemamo povjerenja u sopstvene mogućnosti, jer smo naučeni da smo mali, nebitni, da je život patnja koju treba izdurati i da uvijek ima neko ko zna bolje. Da, sigurno ima neko ko bolje zna kada i kako se sadi na proljeće i ne može svako biti neurohirurg, ali ja govorim o vama i vašem unutarnjem životu, vašem iskustvu i o tome što samo vi znate. Samo vi znate kako vas nešto boli i šta vas čini sretnima i zadovoljnima. To znanje je uvijek tu, sakriveno iza vela naučenih normi i pravila. Naše cjelokupno iskustvo života je stvoreno kroz život u familiji, društvu i kulturi. Konstantno nam drugi govore ko smo, kao što i mi sami govorimo drugima šta oni jesu. Možda ćete reći da sam ja psiholog ili pisac, ali, da li je to suština moga postojanja?

Konstantno analiziramo, prosuđujemo i planiramo.

Kad je glava puna razmišljanja ni tijelo ne može da se opusti, a glava je puna razmišljanja jer nema fokus, nema rješenje i strah je zaposjeo tron sa koga vlada vašim iskustvom, konstantno vas podsjećajući da sve što radite nije dovoljno dobro i da može bolje. Ali šta je bolje? Da li vatra zna kako bolje može da gori?

Vatra jednstavno gori dok drvo ne izgori i onda se ugasi.

Mi ljudi smo toliko obuzeti budućnošću i time kako će biti sutra da smo prosto zaboravili da uživamo u onome što je sada, a sada je jedino što u suštini znamo. Prihvatanje nesigurnosti je veliki korak. Šta prihvatiti, a šta ne? Kako znati?

”Kada se odreknete kontrole, tada ste je i dobili”, rekao je jedne prilike filozof Alan Watts. Prepustiti se životu je najteže u našoj kulturi planiranja i analiziranja prošlosti. Šta to uopšte znači?

To znači prihvatiti da je jedina mogućnost kontrole koju imate prihvatanje onoga što jeste u momentu. Da, ja mogu da utičem na to koji ću proizvod kupiti, ili šta ću obući, ili šta ću pojesti danas. Tu uvijek postoji mogućnost izbora. Ali ja ne mogu znati da li će prodavnica raditi i sutra i da li će pasti kišta i pokvasiti moju odjeću. Možete se spremati i planirati neki događaj, ali tu će se uvijek uplesti ili tragedija ili komedija života.

Kada se to desi umjetnost je nastaviti dalje i reći, u redu je, tako je sada, još uvijek dišem, nebo je i dalje iznad mene i nisam sam.

Idete na neki sastanak. Ustali ste ranije, obukli najbolju garderobu i sjeli da doručkujete. Pijete kafu i gledate na sat. Trebate krenuti, momenat nepažnje i ruka ruši šolju kafe koja pada u vaše krilo i izljeva se na odjelo. Kako ćete ragovati? Smijati se samom sebi i vidjeti komediju života ili ćete pak razmišljati kako ste smotani i kako vam ništa ne ide od ruke i stvoriti tragediju od te male nezgode?

Da, takve male nezgode nekima mogu da zagorčaju život, da im pokvare dan i potvrde da je život muka, ali to je samo jedan način gledanja na stvari. Takođe možete otići na sastanak sa tom velikom flekom od kafe i praviti se da je niko ne vidi ili čak možda od toga napraviti priču koja će biti vrhuski događaj vašeg dana o nepredviljivosti života i apsurdnosti stvari koje radimo jer to tako treba.

Umjetnost je znati prihvatiti sva osjećanja i tragična i komična. Primiti ih kao posjetioce koji su došli da nam nešto saopšte, a kada smo njihovu poruku čuli možemo im reći, u redu je, čuo sam te, sad možeš ići. Njihovo analiziranje i osuđivanje vam neće pomoći, jer nigdje nećete prispjeti analizirajući i osuđujući sebe.

Natasa Stajic

Sygt samfund giver depressioner

Oprindeligt udgivet i Nordjyske den 18. maj 2012

En depression er en smertefuld tilstand. Langt værre end for eksempel en diskusprolaps eller andre fysiske sygdomme. Og den hænger nært sammen med det samfund, vi lever i. Jo, det var markante og kontante meldinger, som den pensionerede sognepræst Asger Baunsbak-Jensen havde at byde på, da han holdt det første af en række foredrag arrangeret af Nørresundby kirke i Nørresundby Kirkecenter.

Den snart 70 årige foredragsholder har tidligere været radikalt medlem af Folketinget, direktør i Undervisningsministeriet, efterskoleforstander og medlem af Etisk Råd. Og så har han haft depressionens væsen på allernærmeste hold. Han kan se tilbage på et liv med en perlekæde af foredrag. Bortset fra et år. Det år, hvor han fik en svær depression. Siden har han skrevet romanen “Den tynde væg”.

Continue reading Sygt samfund giver depressioner

 

En samfundskritisk historie om landmanden Jens, der får en alvorlig depression. Optakten er det pres, Jens oplever i sin dagligdag. Med kun 50 tønder land er det svært at drive en gård i dagens Danmark. Men hvad med forældrenes forventninger – han er jo sjette generation på gården? – I 99 procent af alle tilfælde er der en årsag til, at en depression bryder ud, slår Asger Baunsbak-Jensen fast overfor en lydhør skare i Nørresundby Kirkecenter.Bænket i salen sidder omkring 70 tilhørere. Fortrinsvis pensionister, der har tid og mulighed for at gå til foredrag om formiddagen på en hverdag.

Baunsbak skriver udløsende årsager til depressioner op på en tavle:

Erhvervsstrukturen, slår han fast, og henviser til, at mange må skifte erhverv adskillige gange i løbet af et arbejdsliv. Der stilles hårde krav til vores omstillingsevne og fleksibilitet. Nogle ryger helt ud af arbejdsmarkedet, og det er slemt for selvfølelsen. Især for mænd, hvis hele identitet tit er knyttet til arbejdet.

Markedet er næste punkt på tavlen. Sygt samfund- Markedet tager magten. Det styrer os mere og mere. Det politiske system er afmægtigt i forhold til markedet. Kun hvis den unge generation vågner op, kan demokratiet klare sig overfor markedet, mener foredragsholderen, og slår fast, at det markedsstyrede samfund er sygt.- Den store fare i markedsøkonomien er, at den består af så store enheder. Det er vi ikke opdraget til at leve med. Der er tale om kolossale kræfter.

Multinationale selskaber, for hvem kun tre ting gælder: at forske, at producere og at sælge. Den store mængde forskningsresultater kommer også op på tavlen som depressionsudløsende faktor.- Vi får så mange informationer. Det er svært at følge med, påpeger Baunsbak-Jensen, og slutter af med at pege på dødsdfald blandt de nærmeste som udløsende faktorer.Blandt tilhørerne sidder mange, der kender til sindslidelsens svøbe. Om ikke hos sig selv, så hos deres nærmeste. Det gælder også Birthe Kjædegård fra Vodskov.- Psykisk nedbrydning er det vigtigt emne, som berører mig meget. En af mine nærmeste har været ramt af psykisk sygdom tre gange i løbet af de sidste to år. Det er positivt at høre et menneske fortælle, som selv har været igennem det, synes Birthe Kjædegård. Hendes øjne bliver blanke, og ansigtet lyser af sårbarhed. Det er en smertefuld oplevelse, at opleve et familiemedlem gå gennem store psykiske lidelser. Alligevel taler hun gerne om det.

Tal om det- Det er så vigtigt, at vi taler om det. Normalt gør vi det ikke, med mindre vi er meget tæt på. Men hvis jeg fortæller om mit familiemedlem, får jeg tit at vide, at de også har en psykisk syg i famlien. Og jeg kan mærke, at det letter dem at tale om det. Det er så vigtigt, at det kommer frem til overfladen. Jeg er meget taknemmelig over at høre dette foredrag.Tilhørerne har allerede sunget adskillige sange fra højskolesangbogen, og nu opfordrer Asger Baunsbak-Jensen til at man synger Frank Jægers Liden sol i disse uger.- Frank Jæger var også ramt af depression, gør foredragsholderen opmærksom på, og opfordrer til at tredje vers synges igen:

Men måske april vil hentevore hjertebål tilbage.Sammen vil vi tålsomt vente,liden sol i disse dage.Vigtig medicin En ubehandlet depression varer gerne et år eller to. Men medicin kan forkorte den til to-tre måneder, fortæller Baunsbak-Jensen.- Der mangler simpelthen et stof i hjernen hos den depressive. Et stof, som medicinen kan tilføre. Derfor er det så afgørende, at den syge kommer til lægen, og at lægen tager sig tid til den nødvendige samtale.Foredragsholderen bruger lang tid til at understrege, hvor afhængig den deprimerede er af sine nærmeste, og skriver tegnene på en depression op på tavlen. Med udgangspunkt i landmanden Jens fra romanen Den tynde væg gennemgår Asger Baunsbak-Jensen faresignalerne.Følelserne lammes- Allerførst bliver Jens overfølsom overfor lyde og senere også lys. Så lammes følelserne. En meget smertefuld oplevelse. Jens kan ikke føle sine børn eller sin kone. Det giver en stor ensomhed. Han kan ikke tale om det med nogen, og begynder at isolere sig. Følelseslammelsen rammer også hans seksualliv. Lysten dør, fortæller Baunsbak-Jensen, og fortsætter opremsningen: Den ramte får tit fysiske smerter. Typisk hjertebanken, mave- eller hovedpine. Men han vil ikke til lægen. Handlingslammelse opstår. Vedkommende ser intet, føler intet, kan ikke koncentrere sig. En ubærlig træthed sætter ind, og den indre spænding vokser, så der kan opstå voldsomme udbrud af vrede.- Her er det vigtigt, at de nærmeste ved, hvad der sker. Der er ingen den syge er så hård ved, som sine nærmeste. Og patientens skyldfølelse er enorm. De mange tilhørere går hjem med et hovedbudskab fra den tidligere sognepræst: Depression er en meget smertefuld lidelse, hvor den syge skubber de nærmeste fra sig, samtidig med at han/hun har stærkt brug for dem. De spiller en afgørende rolle for, om depressionen skal ende i skilsmisse, alkoholmisbrug og måske selvmord, eller om forløbet bliver forkortet af medicin, støtte og nærvær. Og det rækker ikke at komme med en opfordring til at tage sig sammen.- Det er en sætning, man aldrig må sige til en deprimeret. For det er jo netop, hvad vedkommende ikke er i stand til, lyder foredragsholderens sidste advarsel.

 

Kilde: Nordjyske.dk

Personlig udvikling

Skrevet af Natasa Stajic

Personlig udvikling – hvad er det?

Lidelse og modgang i livet motiverer os til at begynde at stille spørgsmål om os selv, om vores eksistens og om den verden vi lever i. De fleste vil, på et eller andet tidspunkt i livet, møde modgang og lidelse. Hvis vores system ikke har parate handleprogrammer kan det enten gå i stå (opleve at livet kan gøre ondt og reagere med tilbagetrækning eller flugt) eller begynde at undersøge nye muligheder for handling, dvs. udvikle nye handleprogrammer. Når dette sker åbnes døren til det vi kalder personlig udvikling, hvor personen bevæger sig fra en overvejende ubevidst automatiseret tilværelse til en overvejende bevidst spørgende tilværelse. Man vil måske spørge: Hvorfor har jeg det sådan? Hvad er sandheden? Hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? Hvad er meningen med mit liv?

I mødet med egen magtesløshed og utilstrækkelighed vil mange indse at de gjorde mange ting i livet ikke fordi de selv syntes at disse ting var rigtige at gøre, men fordi de troede at de skulle eller burde gøre det eller fordi de troede, at dette var forventet af familien, venner, gruppen eller samfundet. Ens selvbillede begynder at ændre form. Og så kommer spørgsmålet: Hvor står jeg så og hvad tror jeg selv på?

Disse spørgsmål vender opmærksomheden mod selvet og mod vores indre verden og vi indser, at vi oplever og ser verden fra eget perspektiv. Du er i centrum af dit eget univers. Du er det sted, hvorfra du observerer og oplever verden. Det er det eneste sted du kan være i. Du er hovedpersonen i dit liv og det er dig, som skaber din verden ved at reagere og handle på fortolkninger af de indtryk som kommer både udefra og indefra.

Continue reading Personlig udvikling

Når du har forstået, at det eneste du med sikkerhed kan vide er dine egne oplevelser vil du begynde at forstå at verden omkring dig er som et spejl, som reflekterer dine tanker og dine handlinger. Du kan ikke vide med sikkerhed, hvad der motiverer andre menneskers handlinger. Du kan kun fortolke disse ud fra dine egne erfaringer.

Vores hjerne analyserer og fortolker verden konstant. Derfor kan vi være plagede af belastende tankestrømme når vores indre tankeverden plages af tvivl. Lige pludseligt kan alle tanker blive udsat for analyse og fortolkning, som i det sidste ende hæmmer selve evnen til at handle og beslutte os. Vi kan ikke handle idet vores system ikke kan beslutte sig. Tanker kan køre rundt i uendelighed, som er trættende, deprimerende og angstprovokerende.

Du spørger måske:

Er der noget galt med mig?

Dette er muligvis et af de første spørgsmål mange spørger når symptomer på angst eller depression overtager oplevelsen.

Psykisk lidelse kan opstå når vi begynder at tvivle på rigtigheden af egne tanker og handlinger. Gør jeg ting rigtigt? Hvad tænker andre om mig og det jeg gør? Skal jeg gøre ting anderledes?

At gå i konsultation hos psykolog eller tale med en anden person, som har overskud til at lytte og undre sig uden at være fordømmende kan bringe betydelig lindring. For mange vil dette åbne døren til de mange nye indsigter på rejsen vi kalder personlig udvikling, fordi et vigtigt spørgsmål rejser sig: Hvorfor kommer vi til at tvivle vi på det, som er os nærmest, som er vores egen oplevelse af verden? Hvad er sandheden så?

Vi begynder selvopdagelsesrejsen. En rejse som kan ryste grundlaget for vores verdensforståelse og selvforståelse. Dette rejse vil mest sandsynligt ændre os som personer og derfor kan den være svær.

Det er sundt at stille spørgsmål! Livet er stadigt et stort mysterium uanset hvad vi lærer i skolen og hvad eksperterne siger.

Vores liv

Vi fødes, vi opdrages og uddannes i en familie, en gruppe, en kultur og et samfund. Så langt vi ikke møder væsentlig modgang i livet adopterer vi samfundets holdninger som vores egne og vi trives. Hvis fællesskabet hylder videnskab så gør vi det også. Hvis fællesskabet hylder konkurrence så forsøger vi at tilpasse os. Hvad hvis vi begynder at indse, at vi ikke kan imødekomme alle de krav som stilles os fra samfundets side?  Dette vil skabe utryghed hos de fleste. Vi begynder at undres og mange vil i starten tænke, at der er noget galt med dem selv. Jeg er ikke god nok, jeg arbejder ikke nok, jeg gør mig ikke umage nok, jeg kunne løbe hurtigere og gå til flere kurser og hvad ikke.

Du kan prøve og prøve og hvis du bliver ved med at møde modgang og kan ikke længere kompensere med den eksisterende viden, du vil snart begynde at få det dårligt, fysisk dårligt. Du vil begynde at stille spørgsmålstegn ved egne holdninger og handlinger? Dette første blik ind i det ensomme selvcentrerede selv gør, at du begynder at tvivle mange ting, din viden og også andres viden. Du vil begynde at undre dig over din plads i verdenen og om hvordan du overhovedet kan vide hvad der er bedst for dig eller for andre? Hvad gør dig glad og tilfreds og hvad ønsker du at bruge dit liv på?

Er jeg ved at blive psykisk syg? – spørger du måske.

Jeg vil sige, at du reagerer på omgivelsernes manglende fleksibilitet. Din krop melder fra: du er træt, kan ikke koncentrere dig, og du oplever følelser som angst, vrede og tristhed. Din krop reagerer ved at trække i håndbremsen. Du har måske brug for stilhed, for ro. Du søger måske informationer, som kan forklare den tilstand du befinder dig i.

Medicin, psykologi og psykiatri forklarer dit tilstand som psykisk sygdom eller forstyrrelse, som kan rettes ved at bruge forskellige metoder: medicin, samtaler, mindfulness og andre terapiformer som man kan finde på markedet. Grundlæggende problematik forbliver idet disse helbreder blot symptomerne. Derfor er det ikke en nem opgave at helbrede depression og angst og at det kan tage lang tid at komme sig efter at være ramt af stress. I min optik er disse kun symptomer på en mere grundlæggende problematik som findes i vores levevilkår som mennesker.

Vi lever i dag i et, i stigende grad, konkurrencepræget samfund. Den moderne myte handler om personligt ansvar, som går ud på at du selv er ansvarlig for hvordan du har det og at du selv skal sørge for at få det bedre og finde ud af hvordan DU kan tilpasse dig samfundets krav. Du henvises derfor selv at vælge imellem forskellige tilbud på markedet, som vil reparere dit forstyrrede selv så du igen kan springe ud i møllen og komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Denne samfundsmodel synes ikke at give dig plads til at stoppe op og undre dig over din tilværelse, som menneske. Selv mindfulness bliver misbrugt i dag. Du kan meditere dig til bedre produktivitet, er mantraet. Alt handler simpelthen om at holde samfundsmaskinen i gang og derfor er det ikke til samfundets fordel at du stopper op og tænker dig om, for du vil måske finde ud af at din reaktion er en sund reaktion på et sygt samfund, tør jeg sige.

Hvordan vil dette se ud for sundhedsvæsenet eller de sociale myndigheder, hvis man havde tid til at overveje sin menneskelige eksistens på et dybere niveau, i stedet for bare at forsøge at komme af med symptomerne? Det er noget som mange psykologer og filosoffer har undret sig over gennem tiderne.

At komme videre

Det er sundt at stille spørgsmål, også de mindre populære, som det ovenstående.

Når du begynder at give dig selv lov til at lege med tanken, at den eksisterende samfundsmodel ikke imødekommer dine individuelle behov, vil du indse at du altid har haft en indre fornemmelse af frihed, som er blevet undertrykt og tæmmet af opdragelsen og uddannelsen i et system hvor alt viden skal godkendes af autoriteter. Du er oplært til at tænke på en bestemt måde, som gør, at du kommer til at tvivle din egen intuition og til næsten blindt at stole på det, som autoriteter fortæller dig.

Dette er en vigtig indsigt, som handler om en dybere forståelse af dig selv som et socialt og sprogligt væsen. Du lever i et samfund, i en kultur, i en familie.  Disse er vores grundvilkår. Vi kender den sociale verden gennem sprog og sprog kan kun eksistere i et udviklet socialt system, hvor mennesker samarbejder om at gøre livet nemmere og gladere. Men hvorfor er jeg ikke glad, spørger du måske? Er det sådan livet skal være? Hvorfor er jeg lige pludseligt angst for situationer, som jeg kunne være i før?

Nej, der er ikke noget galt med dig! Du mærker disse ting fordi dit system reagerer på dine omgivelser på en ny måde. Dine omgivelser har bragt dig ud i en stressende situation og dit system vil gøre det, det ved bedst. Dit system vil gøre alt for at beskytte dig og holde dig væk fra oplevelser, som det har mærket som ubehagelige. Alt som bringer dig ubehag vil systemet fortolke som fare, selv kritik. Når din energi er godt opbrugt vil systemet være endnu mere påpasselig og sensitiv og derfor vil mage flere situationer fortolkes som potentielt farlige og systemer vil forsøge at undgå dem ved at aktivere kroppens alarmsystemer.

Derfor kan ingen terapi helbrede dig, i den bogstaveligste forstand, fordi du ikke er syg. Du har kun opdaget af det system du lever i ikke er tilstrækkelig når det handler om at være fleksibel og dække dine spontane behov. At samfundet siger du er syg gør din situation ikke nemmere. Dit indre væsen bringes, med andre ord, i en tilstand af konflikt.

Den indre konflikt

Du er måske ved at finde ud af, at dit eget perspektiv, dit verdensbillede er en kombination af det du har lært gennem opdragelse og uddannelse og din interaktion med andre og din egen indre følelse og fornemmelse af dig selv og verdenen, som jeg vil kalde intuition. Der er ting og oplevelser, som kan sprogliggøres og deles med andre og så er der oplevelser, som ikke kan sprogliggøres. Spontanitet, kreativitet, energiskhed kan ikke forklares eller styres eller tændes og slukkes som man vil. Disse kræver indre ro, tid og tålmodighed. Det vi kalder psykisk lidelse handler om, at disse er blevet undertrykt eller forsøgt kontrolleret af forskellige grunde. Dette bringer individet i en indre tilstand af konflikt. Man forsøger at finde løsning, men løsningen er svær at finde, fordi man bruger den samme tankegang, som har skabt lidelsen i første plads.

Den næste indsigt er anerkendelsen af det faktum, at vi mennesker er undrende og spørgende væsener og at vi har en indre følelse af frihed, som vi især begynder at mærke når den sociale ramme begynder at føles som en belastning. Denne indsigt vil hjælpe dig forstå, at der ikke er noget i vejen med dig, men at du er ved at vågne op for at indse, at du er vokset som menneske og udviklet dig som menneske, imens systemet er forblevet det samme. Det kan sammenlignes med at vokse ud af noget tøj, som begynder at stramme og klør til man beslutter sig at tage det af og finde noget mere bekvemt. Det er sundt at spørge og undre sig og skifte tøj engang imellem. Dette gør os til mennesker. Det er sundt at tvivle på det system vi lever I ellers udvikles den ikke.

Hvis flere og flere mennesker skal medicineres for at forblive velfungerende borgere, så er der sandelig noget galt med samfundet og den måde vi lever på.

Hvad handler det hele så om?

For at opsummere det, du ved nu og som du måske begynder at undre dig over, som er at den eneste måde hvorpå du kan kende og forstå verdenen er gennem dit eget perspektiv, og at du ved hjælp af sproget kan få indblik i de andres perspektiver og viden og dermed samarbejde med andre om forskellige ting i en social kontekst. Du mærker også ting som ikke umiddelbart kan sprogliggøres, som er intuition. Hvordan forklarer du så, hvad du føler og mærker? Sproget er et udtryk for bevidsthedens trang til at gøre sig gældende og bringe din centraliserede position ud i verdenen og dele dine erfaringer med andre. Samfundssystemet er skabt af mennesker til at gøre livet nemmere for dens medlemmer, men du er måske i tvivl om din plads i samfundet. Du fornemmer måske at samfundssystemet ikke følger med din personlige indsigt og udvikling og at din ageren i systemet bringer dig i ubalance fordi du oplever modgang.

Måske er du dybest inde uenig med den måde dit arbejde skal udføres, men kan ikke komme igennem med budskabet til andre omkring dig. Du er måske bekymret for reaktionen. Du holder dine holdninger til dig selv og fortsætter at gøre som det bliver anmodet. Men dette stopper ikke din tvivl og følelsen af, at du gør noget som du dybest set ikke er enig med. Du modarbejder dig selv.

Konstant modgang bringer efterhånden vores indre viden i tvivl. Vi føler os magtesløse, forvirrede, triste, vrede, angste og hvad ikke. Kun du, inderst inde kan vide hvordan denne tvivl føles.

Når vi er bragt i tvivl vækkes mange forskellige følelser. Vores krop reagerer. Kun hver eneste af os kan bevidne de hændelser, som foregår i vores kroppe når vi er i tvivl, dvs. når vi indser at vores mest intuitive forståelse af verden ikke kan gå i takt med de krav, som kommer udefra.

Hvad tvivler du på?

Tvivler vi på egne beslutninger eller tænker vi måske, at vi ikke kan imødekomme de krav som kommer fra det system som vi er en del af? Vi tænker måske og vi føler, at vi ikke kan imødekomme disse krav fordi de strider imod vores indre viden, vores grundlæggende holdninger. Vores fornemmelse for frihed begynder at se dagens lys. Kan jeg gøre som jeg vil og hvad er mit ansvar i det store spil vi kalder livet?

Dette er en skræmmende situation. Vi konfronteres med et eksistentielt dilemma, som mange filosoffer og psykologer har beskæftiget sig med gennem historien. Vores system kan reagere voldsomt. Vi prøver at analysere og forstå det som foregår, men jo mere vi tænker desto flere spørgsmål dukker op i vi kan blive mere fortvivlede end nogensinde før.  Dette kan betyde, at hele vores system siger fra, samtidig med at vores samfundsdefineret personlighed, som er grundlagt i sproget, stadig forsøger at tilfredsstille den del af os som ikke vil i konflikt. Derfor tror vi på, at der er noget galt med os og ikke med den verden og den samfund vi lever i. Konsekvensen er, at vi går i konflikt med os selv, med vores indre væsen. Modsætninger i os mødes og vi tror, at den ene side må have ret. Men hvilken side?

Vejen ud …

Heri ligger svaret på forståelsen af psykisk lidelse. Vi modarbejder de tidlige alarmsignaler, som kommer fra vores system ved at forsøge at forstå disse med kulturelt begrænset sprog og ud fra et samfundsperspektiv, som fortæller os at vi er syge og at vi, ved hjælp af den rigtige terapi, kan helbredes og dermed komme tilbage til møllen. Vi udlever ikke disse alarmsignaler og derfor misforstår vi budskabet fordi vi har lært at dette må være psykisk sygdom så som stress, angst eller depression. Det som de fleste ikke vil gøre er at stoppe op og mærke det, som kommer fra deres indre og kun få vil gå på en opdagelsesrejse og i dialog med sig selv i forhold til verdenen. Her kan en psykolog være af nytte, som et medrejsende og som et spejl som du i tryghed kan undersøge og lære at bruge på ny. Når du ser andre mennesker, ser du i virkeligheden din egen afspejling. Du genkender dig selv i andre mennesker. Du genkender det du kan lide og det du ikke kan lide. Du kan kun se det, du kender fra dig selv.

For at kunne løse konflikten med andre og med livet skal man først forstå egen indre konflikt, som har bragt en i tvivl. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Vi vender os til eksperterne og søger svar der. Det er godt, men eksperterne ved kun en del af sandheden. Du kender din sandhed, fordi du er den eneste som kan se verden fra dit eget perspektiv. Derfor er det kun dig som kan forstå den konflikt som raser i dit indre og som gør, at du er blevet mere trist, angst, usikker og forvirret i mødet med andre mennesker og med verdenen.

Når du forstår dette og når du har indset dit eget ansvar i livets spil vil du komme til den næste indsigt.

At acceptere modsætninger

Personlig udvikling handler i høj grad om at lære at acceptere og omfavne egne modsætninger. Vi ved at noget er godt fordi vi har et begreb om det dårlige og omvendt. Vi vil ikke vide hvad frihed er hvis der ikke var for livets modsætninger:

Vrede – imødekommenhed, tristhed – glæde, angst – modighed, skepsis – accept osv.

Kan jeg være vred? Kan jeg være trist? Kan jeg være angst? Kan jeg tvivle?

Prøv at spørge dig selv hvem eller hvad er du vred på? Hvad forårsager vreden, tristheden eller angsten?

Er du vred på din arbejdsgiver, din kollega, din hustru, politikerne, sagsbehandleren, kassedamen? De er kun mennesker ligesom dig, som gør deres bedste for at leve dette liv bedst muligt. Er du virkeligt vred på dem?

Når jeg tænker mere over disse spørgsmål ser jeg det svære i at leve i et komplekst samfund. Hvem skal man rette vreden imod, vreden som i virkeligheden er et udtryk for tvivlen og utilfredsheden?

Jeg vil spørge: er jeg vred på systemet eller er jeg vred på mig selv fordi jeg tillod mig selv at være så afhængig af systemet? Jeg er fri, men frihed er uadskillelig fra ansvar. Hvis jeg kan omfavne kompleksiteten af mit ansvar her i livet så er jeg fri, for der vil ikke være angst eller vrede, i hvert fald ikke i en form som vil styre mit liv. Jeg kan tillade mig selv at være vred, men vreden vil jeg kanalisere ud i spørgsmålet: hvem/hvad er jeg vred på og hvordan udtrykker jeg min vrede på en konstruktiv måde?

Det er sundt at undres og at stille spørgsmål. Det er vi blevet dårligere til, fordi vi tillod samfundets institutioner at skabe mening for os. Vi har eksperterne til at forklare verden for os. De kan endda forklare den personlige oplevelse. Men hvorfor er det stadig så svært at tackle det vi kalder psykisk sygdom? Mit svar er fordi vi tackler det ved at fortælle den ”syge” hvad der er bedst for ham eller hende at føle. Det giver ingen mening, idet vi aldrig helt kan vide hvad der foregår i en anden person end os selv.

Derfor, den eneste måde hvorpå en psykolog kan være af nytte for en anden person, er ved at indgå i en dialog omkring disse spørgsmål.

Når vi kan stille disse spørgsmål og undres over dem så åbnes døren til personlig udvikling, som for mig at se betyder at begynde at se sig selv i et helt nyt perspektiv og at få en decentraliseret blik, gennem hvilken man ser sig selv både som centrum af universet, men også som en del af helheden, som er ligeså vigtig som alle de andre dele. Personlig udvikling handler for mig om at opdage glæden ved det at være menneske og at se livet som en opdagelsesrejse. Videnskab har måske svar på mange ting, men vi må ikke glemme mystikken ved livet. Mystikken motiverer os til at søge og spørge og undre os over dette liv som en kosmisk gave, som en historie vi selv er med til at forfatte hvis vi tør se os selv, som disse fantastiske væsener, der har så stor kapacitet for kreativitet, for kærlighed, for glæde, for humor, for medfølelse og for undren. Tvivlen kan være svær og den kan også gøre ondt, men hvis vi tillader os selv at undre os over tvivlen kan vi komme langt vej.

At tillade dig selv at blive elsket som du er

Når vi begynder at tillade os selv at mærke kærligheden, og accepterer at vi er elskelige, angsten begynder at forsvinde. Angsten, bekymringen og tvivlen er alle i vores tanker og dermed i den model af verden, som vi holder os til, som om det er det eneste virkelige. Derfor er det vigtig at stilne sindet (med meditation eller yoga) og i stedet for at diskutere med sig selv, at begynde at observere egne tanker, at acceptere dem og undres over dem og se dem som det de er, som tanker og ikke som virkelighed. At stilne sindet giver rum til at skelne mellem gentagelse af de gamle tankemønstre og nye ideer. Ved at tænke på lidelsen forstærkes den. Det som vi tænker på bliver vores virkelighed.

Som sagt tidligere, vores hjerne er bygget til at analysere og fortolke. Vi skaber konstant historier om os selv og om verden. Vi forsøger at tilpasse disse historier til vores levede liv, men der kommer tider hvor disse historier er svære at tilpasse. Dette øjeblik er det øjeblik hvor vi mærker utilstrækkeligheden, angsten og depression. Dette er forbundet med tanker om det samme. At acceptere disse og lade dem passere er kunsten i at lære at elske hele sin væren som den er. Følelser er som budbringere. Lad dem komme, anerkend beskeden de har givet dig og sig: ”Jeg har hørt dig og nu kommer jeg videre. Jeg har ikke brug for dig længere”.

Livet er en rejse og på den rejse møder vi mange forskellige forhindringer og udfordringer. Samfundet giver os muligheder, men det begrænser os også. At udvikles som menneske betyder at lære af disse og komme videre.

Hvis du har brug for en medrejsende på en del af din livsrejse, så er du altid velkommen til at kontakte mig og vi kan finde ud af de sammen.

Kærlig hilsen,

Nataša

Tredobling af børn og unge på nervemedicin for angst

Kilde: Metroexpress

Af Cordelia Weber

I løbet af 10 år er antallet af børn og unge, der får medicin mod angst tredoblet, selv om terapi virker lige så godt. Men det er hurtigere at udskrive medicin, fortæller ekspert.

I 2003 fik 1.513 børn og unge mellem 10 og 19 år lægemidlet Sertralin udskrevet. Ti år senere var tallet vokset til 4.394, viser tal fra Lægemiddelstatistikregisteret. Sertralin er det middel, sundhedsstyrelsen anbefaler som førstevalg til medicinsk behandling af børn og unge med angst. Også antallet af børn og unge, der får det antipsykotiske middel truxal, der bruges til at behandle angst, er steget fra 745 i 2003 til 1.214 i 2013.

 

Continue reading Tredobling af børn og unge på nervemedicin for angst

– Jeg har ikke det gyldne svar på hvorfor, men som jeg kender praksis, er tærsklen for at give børn og unge medicin generelt blevet lavere, siger speciallæge i psykiatri og ph.d. Lisbeth Kortegaard, der gennem 30 år har arbejdet i børne- og ungdomspsykiatrien under det offentlige sygehusvæsen.

Hun mener, det kan skyldes, at lægerne er blevet mere fortrolige med at udskrive medicin, men at en mulighed også kan være, at henvisningstallet til børnepsykiatrien vokser, samtidig med der er krav om, at der ikke må være ventetid.

– Man forventer at se en effekt hurtigt, og terapi tager alt i alt længere tid.

Men netop terapi er altid at foretrække frem for medicin, når børn skal behandles for angst, siger flere eksperter.

– Medicin bør aldrig være førstevalg, vi ved fra undersøgelser, at psykoterapi virker lige så godt på de fleste børn og unge og har bedre langtidsvirkninger, siger professor i klinisk børnepsykologi og leder af Angstklinikken i Aarhus Mikael Thastum.

Det bakkes op af Barbara Hoff Esbjørn, der er professor ved Institut for psykologi på Københavns Universitet og projektleder ved Center for Angst ved Københavns Universitet.

– Der er lavet studier, hvor man sammenligner effekten af behandling med medicin og terapi, og effekten er den samme på længere sigt. Den rigtige psykoterapi skulle også gerne virke hurtigere end medicin – ofte ser vi begyndende effekt allerede efter nogle få gange.

Lisbeth Kortegaard gør også opmærksom på, at medicin udelukkende er symptombehandlende og ikke fjerner årsagen til, at barnet har angst. Samtidig med, at der kan være bivirkninger.

– Sertralin er et af de lægemidler, der kan give en øget selvmordsadfærd hos børn og unge, og vi kender endnu ikke bivirkningerne på lang sigt. Vi skal altid være forsigtige med at udskrive medicin, men især til børn og unge, fordi deres hjerner stadig er under udvikling.

“Jeg ville gerne have haft psykologbehandling, inden jeg fik medicin”

Line Jørgensen fik angst som 15-årig og blev sat i behandling med lægemidlet Sertralin, men hun ville gerne have haft muligheden for at blive rask uden medicin.

Line Jørgensen er 15 år gammel, da hun første gang begynder at få symptomer på angst.

– Det var en følelse af, at det hele hoppede, og at gulvene svingede fra side til side. Jeg havde også en enorm præstationsangst, og jeg rystede over det hele, når jeg skulle fremlægge noget i skolen.

Angsten gør det svært for Line at passe sin skole, og den påvirker hendes humør meget. Derfor begynder Line at have samtaler med sin læge.

Men efter noget tid stopper samtalerne, og Line får det meget slemt. Hun har uro i kroppen konstant og får flere store angstanfald. Hendes læge henviser hende til Børne- og Ungdomspsykiatrien, der vil give Line lægemidlet Sertralin mod angst kombineret med terapi, men Line vil ikke have medicin i begyndelsen.

– Jeg var bange for, at jeg ville blive afhængig, men jeg havde det så dårligt, at jeg endte med at sige ja alligevel.

I dag har Line fået angstmedicin i et års tid.

– Jeg døjer stadig med min angst i hverdagen, men det er kontrolleret på grund af den ro, medicinen giver, og de redskaber jeg fik i terapien.

Line håber på at kunne stoppe med medicinen til sommer, når hun afslutter gymnasiet, inden hun skal starte på en videregående uddannelse.

– Medicinen har virket, men jeg ville ønske, jeg havde haft muligheden for at prøve psykologbehandling, inden jeg fik medicin. Jeg opsøgte faktisk en psykolog, mens jeg ventede på at få behandling i psykiatrien, men det var simpelthen for dyrt.

 

ADHD koster ubehandlet knap 3 mia. kroner om året

Ny forskning viser, at ubehandlet ADHD koster samfundet knap 3 milliarder årligt. 

Forskning fra Rockwool fonden har for første gang sat ører og kroner på hvilke omkostninger ubehandlet ADHD påfører den enkelte og samfundet.

Nogle fakta fra rapporten:

– Går vi 15 år tilbage i tiden, var sygdommen nærmest ukendt. Men siden årtusindeskiftet er der sket en markant stigning i antallet af børn og voksne, der får ADHD-diagnosen. I 2013 modtog 1,4 pct. af alle danske børn (0-19 år) medicin mod ADHD, mens den tilsvarende andel tilbage i 1999 var 0,1 pct. Også for voksne er der sket en markant stigning. I 2013 modtog en halv procent medicin relateret til lidelsen, mens andelen i 1999 var praktisk talt nul.

Continue reading ADHD koster ubehandlet knap 3 mia. kroner om året

– mennesker, der får konstateret ADHD, har knap 4.000 kr. mindre om måneden – netto, altså i hånden – i forhold til, hvad sammenlignelige personer uden lidelsen har.

– Antallet af personer i Danmark, der behandles for ADHD, er vokset voldsomt siden årtusindskiftet.

– Andelen af børn i Danmark, der modtager ADHD-medicin, er steget fra 0,1 pct. i 1999 til 1,4 pct. i 2013, og den tilsvarende andel af voksne er steget fra lige over 0 pct. til 0,5 pct. I 1999 fik knap 1.000 børn denne type medicin mod 18.000 børn i 2013. Det svarer til, at 1.800 pct. flere børn får ADHD-medicin i 2013.

– ADHD har vist sig ofte at være sammenhængende med andre psykiske lidelser. Det er oftest lidelser som angst, depression og adfærdsforstyrrelser.

– På trods af en omfattende forskningsindsats i forsøget på at finde frem til årsagen
til ADHD, har man ikke kunnet dokumentere en enkel enten genetisk, biologisk eller miljømæssig forklaringsmodel. I dag har man forståelsen af ADHD som en neuroudviklingsforstyrrelse, der er forårsaget af et komplekst samspil mellem biologiske, genetiske og miljømæssige faktorer.

Læs hele rapporten HER>>>