Når du er syg eller er kommet til skade, ønsker du at vide hvad der er galt, og hvad der kan gøres ved det. Du ønsker at få en diagnose. En korrekt diagnose afslører hvad der er galt, hvad der er den fortrukne behandling og hvad der er det sandsynlige resultat. For eksempel indikerer en lungebetændelse at du har en seriøs lungeinfektion, som sædvanligvis kan blive behandlet med antibiotika. Mens medicinske diagnoser er baseret på videnskab, er psykiatriske ”diagnoser” på ingen måde videnskabelige. De afslører ikke hvad der er galt, hvad der er den fortrukne behandling, eller hvad der sandsynligvis bliver resultatet. De er heller ikke pålidelige. Forskellige psykiatere, som undersøger én og samme patient stiller ofte forskellige ”diagnoser”. Endvidere kan psykiatriske “diagnoser“ komme på mode eller næsten forsvinde afhængig af mange forskellige sociale faktorer.

Psykiatriske “diagnoser” er faktisk blot en etiketteringsproces, hvor patientens symptomer bliver sammenlignet med en række symptomer på en liste fra American Psychiatric Association’s officielle liste Diagnostic Statistical Manual of Psychiatric Disorders (DSM). Som vi skal se senere, så blev denne psykiatriske ”bibel” udarbejdet og bliver fortsat opretholdt af finansielle og politiske interessenter.

 

Sigmund Freud

”Hvem bestemmer hvad der er normalt og sundt, og hvad der er afvigende og sygt?”

Før det 20-ende århundrede, blev livs-stress almindeligvis betragtet som åndelige problemer eller fysiske sygdomme, og folk opsøgte religiøse rådgivere og læger for at få hjælp. Medicinske læger behandlede ”hysteri” og ”nerver” som fysiske problemer. Psykiatrien var begrænset til behandling af alvorligt forstyrrede mennesker på galeanstalterne. Den første klassifikation af de psykiatriske forstyrrelser i USA forekom i 1918 og indeholdt 22 kategorier. Alle undtagen én refererede til forskellige typer sindssyge.

I 1901 revolutionerede Sigmund Freud psykiatrien ved at nedbryde barrieren mellem mental sygdom og normal adfærd. I ” The Psychopathology of Everyday Life” argumenterede Freud, at almindelig adfærd – sproglige ‘smuttere’, hvad folk finder morsomt, hvad de glemmer og de fejl de laver – er tegn på undertrykte seksuelle følelser, som lurer nedenunder overfladen af den normale adfærd.

Ved at sammenkæde hverdagens adfærd med mental sygdom frigjorde Freud og hans tilhængere psykiatrien fra galeanstalterne. Mellem 1917 og 1970, i takt med at psykiatere opdyrkede klienter med en bred vifte af problemer, steg antallet af psykiatriske praksis udenfor institutionerne fra 8 % til 66 %.

De sociale bevægelser i 60-erne opponerede imod psykiatriens fokus på indre konflikter og fremhævede i stedet de sociale årsager til sygdom. Dr. Alvin Poussant husker American Psychiatric Association’s (APA) konvent fra 1969.

“Efter adskillige racistiske drab under borgerrettighedsbevægelsen forsøgte en gruppe sorte psykiatere at få ’morderisk snæversyn’ baseret på race klassificeret som en mental forstyrrelse. APA afviste denne anbefaling med det argument, at eftersom så mange amerikanere er racister, var racisme i dette land helt normalt.”

Opdyrkning af en industri

I 1980 kulegravede American Psychiatric Association listen over psykiatriske lidelser, Statistical Manual of Psychiatric Disorders. En ekspertgruppe, der blev etableret for at skabe en ny manual, erklærede, at hvilken som helst forstyrrelse kunne indgå.

”Hvis der er generel enighed blandt klinikerne, som forventeligt kan møde en tilstand, og at et betydeligt antal patienter har denne specifikke lidelse, og at det er væsentligt at kunne identificere den i det kliniske arbejde, bliver lidelsen optaget på listen over psykiatriske lidelser.”

Med andre ord; den nye DMS blev ikke baseret på videnskab men på behovet for at bibeholde allerede eksisterende patienter og inkludere nye, som måtte søge hjælp til et hvilket som helst antal af problemer.  En profitabel og selvforsynende industri var født. Desto flere mennesker, der kunne opfordres til opsøge behandling desto flere tilstande kunne man tilføje i DSM, og desto flere mennesker kunne henstilles til at søge behandling for disse tilstande.

I 1994 indeholdt DSM 400 forskellige mentale forstyrrelser, som dækkede en bred vifte af adfærd hos voksne og børn. Betegnende nok har f.eks. racisme, homofobi (frygt for homoseksualitet) og misogyni (kvindehad) aldrig været på listen over mentale forstyrrelser. I 1999 bekræftede formanden for APA’s Råd for Psykiatri og Lov, at racisme ”ikke kan betegnes som en sygdom, der kan behandles af professionelle indenfor mental sundhed.” Homoseksualitet var på listen som en mental forstyrrelse indtil aktivister gennem en kampagne fik den slettet.

Kvindernes befrielsesbevægelse fordømte, at man klistrede etiketter med ‘mental sygdom’ på symptomer på undertrykkelse. I bogen They say You’re Crazy: Hvordan nogle af verdens mest magtfulde psykiatere beslutter hvem der er normale, forklarer Paula Caplan:

”I en kultur der håner og nedgør lesbiske og bøsser, er det svært at være helt tryg ved ens homoseksualitet, og derfor behandler forfatterne til DSM-III det som en psykisk sygdom den reaktion, som ofte var en fuldstændig forståelig reaktion på at blive hånet og undertrykt.”

Caplan beskriver tiltag til at forhindre, at ”masochistisk personlighedsforstyrrelse” bliver optaget i DSM. Denne dysfunktion formoder, at kvinder bliver hos deres voldelige ægtemand, fordi de nyder at lide, ikke fordi de ikke har modet og ressourcerne til at forlade ham. Trods protester er ”masochistisk personlighedsforstyrrelse” blevet tilføjet DSM i 1987-versionen, med er dog senere blev droppet.

Også tilføjelsen af ”præ-menstruel dysforisk forstyrrelse” (“Pre-Menstrual Dysphoric Disorder” (PMDD) i DSM rejste protester i følge Caplan.

”Problemet med PMDD er ikke kvinden, der fortæller om problemer med præ-menstruelle humørsvingninger, men derimod selve diagnosen. Fortræffelig forskning viser, at disse kvinder i betydelig grad befinder sig i usikre livssituationer, såsom at blive mishandlet eller at blive mobbet på arbejdspladsen. At stemple dem som psykisk syge – at sende dem beskeden, at deres problemer er psykologisk individuelle – skjuler de egentlige, ydre årsager til deres problemer.”

Så snart PMDD var på listen i DSM, ompakkede Eli Lilly deres bedst sælgende præparat, Prozac, i et pink pilleformat, omdøbte det til Serafem, og markedsførte det som behandling af PMDD. Ved at skabe Serafem kunne Lilly nu forlænge sit patent på Prozac-formlen med yderligere 7 år.

En marketing guldmine

DSM, Diagnostic Statistical Manual of Psychiatric Disorders,er en marketing guldmine for medicinalndustrien. FDA (US Food and Drug administration. Red.) vil kun godkende præparater til behandling af psykiske lidelser, hvis de lidelser  står i DSM. Derfor er hver eneste nye tilføjelse millioner af kroner værd i potentielt salg af medicin. De fleste af de eksperter, der er med til at bygge DSM op har økonomiske bånd til medicinalfirmaer, og hver ny udgave af DSM indeholder flere lidelser end den foregående.

Når der tilføjes en ny psykisk sygdom til DSM, bliver præparaterne til denne sygdom markedsført heftigt overfor alle, der måske passer ind i tjeklistens symptomer. (Læger bliver også opfordret til at ordinere lægemidler “off-label”, hvilket indebærer alle patienter, som lægen mener kan have gavn af lægemidlet).  Ikke overraskende, stiger antallet af mennesker, der bliver ”diagnosticeret” med en psykisk  sygdom voldsomt, når et lægemiddel er godkendt til behandling af denne lidelse.

I 2005 afslørede en større undersøgelse, at ”omkring halvdelen af alle amerikanere ville kunne leve op til en DSM-IV dysfunktion før eller siden i livet”. Hvordan er dette muligt?

Er det blevet normalt at være psykisk syg, eller er definitionen af psykiske sygdomme udvidet udover almindelig sund fornuft? Begge dele kunne være sandt.

Kapitalismen skader folk på mange måder. Det er også sandt, at jo flere mennesker man kan sygeliggøre, desto mere profit kan man hente ind ved at sælge dem behandling. I Creating Mental Illness advarer Alan Horowitz:

”.. en stor del af de typer adfærd, der i øjeblikket betragtes som psykiske sygdomme, er normale følger af stressende sociale vilkår eller sociale afvigelser”. I modstrid med dens egen generelle definition af mentale forstyrrelser, anser DSM og megen af forskningen i dens kølvand, alle symptomer, hvad enten de er indre eller ikke, forventelige eller ej, afvigende eller ikke, som tegn på en forstyrrelse.”

De fleste mennesker kender forskellen på normal adfærd (såsom sorgen over en af sine kæres død), og anormal adfærd, som kunne tyde på indre forstyrrelser (som f.eks. en forlænget sorgperiode uden nogen åbenbar årsag). Men DSM tager ikke hensyn til, hvad der sker i folks liv. Med kun én undtagelse (Post-Traumatisk Stress syndrom), oplister og kategoriserer DSM symptomer uden at tage hensyn til nogen som helst social sammenhæng. Resultatet bliver, at DSM-baserede oversigter kunstigt forøger antallet af mennesker, der lider af mentale forstyrrelser, og derfor også udvider markedet for medicinsk behandling.

De DSM-opskruede beregninger af psykiske sygdomme er typisk ledsaget af en advarsel om, at ikke alle mennesker med behov får den rette behandling.  Spørgsmålet om, hvorvidt alle disse mennesker rent faktisk er syge, bliver aldrig stillet. Der bliver heller ikke stillet spørgsmål om, hvorvidt deres symptomer kan være forbundet med fysiske sygdomme.

Social kontrol

Psykiatrien har en lang historie om at medicinere de undertrykte befolkningsgrupper, inklusive børn, for at have social kontrol.

Ved at anvende DSM er mindst 6 mio. amerikanske børn blevet diagnosticeret med alvorlige psykiske sygdomme, tre gange så mange som i starten af 1990erne. Antallet af drenge mellem 7 – 12 år med bipolar forstyrrelse er blevet mere end fordoblet mellem 1995 og 2000 – og fortsætter med at stige.

En rundspørge fra 2007 om 8- til15-årige viste, at 9 % ligger indenfor  DSM kriterierne for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD). Ved rundspørgen opdagede man, at under halvdelen af disse børn havde fået diagnosen og var under behandling, ”og man antydede at nogle børn med betydelige kliniske opmærksomhedsproblemer og hyperaktivitet formegentligt ikke får den optimale opmærksomhed.” Ophavsmændene til rundspørgen noterede sig, at fattige børn sjældent fik medicin, og derfor anbefalede de ”flere undersøgelser og mulige indgreb.”

I stedet for at forholde sig til og gøre noget ved de stressende sociale forhold, der påvirker børn, indfører psykiatrien en ensretning gennem medicin. At kunne gennemtrumfe en overensstemmelse med det undertrykkende samfund med adgang til forsikrings-goder, medicinsk behandling og social service afhænger så af, om ”man har en diagnose.”

Den psykiatrisk- farmaceutiske industri behandler sygdom som værende udelukkende individuel og indefra-kommende – et resultat af defekte gener eller kemiske ubalancer. I virkeligheden er de menneskelige problemer en del af den sociale sammenhæng.

De fleste af symptomerne, der står i DSM, beskriver menneskets reaktion på tab, afsavn eller undertrykkelse (angst, ophidselse, aggression, depression) og de mange måder folk forsøger at håndtere den uudholdelige smerte (tvangstanker, tvangshandlinger, raserianfald, afhængighed). Depression er tæt forbundet med fattigdom, og ved at fjerne fattigdommen kan man lette depressionen.

Under kapitalismen er det politisk risikofyldt og uprofitabelt at forbedre de sociale forhold, der er årsag til elendighed. Derfor trækker psykiateren det enkelte individ ud af samfundssammenhængen, deler individet op i hjerne og krop, adskiller sindet fra hjernen og medicinerer hjernen.

Et sygt samfund

Kapitalismen er et samfund der fordrer, at flertallet ikke har nogen kontrol over deres liv og at de tror, at denne tilstand er normal. Derfor vil alle reaktioner på ulighed og afsavn tolkes som tegn på personlighed uformåen, biologiske defekter, psykiske sygdomme – Alt andet end rimelige reaktioner på urimelige forhold.

Under slaveriet argumenterede eksperter for, at sorte mennesker var psykologisk velegnet til et liv som slave, så der måtte jo være noget galt med dem der gjorde oprør. I 1851 blev diagnosen “drapetomania”(flugtfeber) udviklet for at kunne forklare, hvorfor slaverne prøvede at flygte. Ikke meget har ændret sig siden. I dag anses udnyttelse og undertrykkelse for at være normalt, og de som på nogen måde gør oprør regnes som syge eller afvigende og bør medicineres eller bures inde.

Hvad er diagnosen for et sygt samfund? Vi ved hvad der er galt. De fleste mennesker fastholdes i syge sociale tilstande, så nogle få kan bibeholde deres velstand og magt. Hvad er behandlingen? At sætte menneskelige behov i første række ville eliminere størstedelen af menneskets elendighed. Hvem vil give medicinen? Flertallet må organisere sig og tage kollektiv kontrol over samfundet.

Jeg forventer ikke, at denne diagnose vil være at finde i DSM i de første mange år.

Tak til Susan Rosenthal for låning af artiklen “Mental Illness or Social Sickness”