Category Archives: Diagnoser

Osnovne karakteristike graničnog poremećaja ličnosti

Diagnoser, Granicni poremecaj licnosti, Personlig udvikling, ,

 

Možda ste se susreli sa ovom dijagnozom i želite da znate nešto više o njoj. Pročitajte sljedeće i nadam se da će vam biti jasnije kroz kakve muke prolaze osobe sa ovom dijagnozom.

Continue reading Osnovne karakteristike graničnog poremećaja ličnosti →

Prije nego što počnemo samo jedno malo upozorenje. Dijagnoze su odrednice koje se koriste u psihijatriji. Dijagnoze nisu bolesti, već opisi funkcionisanja ličnosti u datom životnom razdoblju. Dijagnostika je kompleksan proces, te nemojte pasti u zamku poistovjećivanja osobe sa dijagnozom, jer ste pročitali ovaj ili bilo koji drugi članak o nekoj dijagnozi. Svaka osoba je posebna na svoj način. Psihijatri koriste dijagnoze da utvrde osnovne poteškoće i da pronađu najadekvatniji terapeutski prilaz. Svi se mi možemo prepoznati u jednoj ili više dijagnoza, ali to ne znači da ih i imamo. Dijagnoza se uspostavlja kada dođe do toga da određene osobine zagorčavaju život same osobe i ljudi oko nje u tolikoj mjeri, da možemo da govorimo o nečemu što nije ’normalno’ u socijalnim okvirima u kojima osoba živi.

Kao prvo, možemo reći da je GPL prvenstveno poremećaj ličnosti kojeg karakteriše emocionalna nestabilnost i impulsivnost.

Nestabilnost dolazi do izražaja u međuljudskim odnosima, promjenama raspoloženja, ponašanju i nestabilnom osjećaju identiteta ili sebstva.

Ove osobe imaju ogroman strah da ne budu ostavljene. Ovaj strah je, pored gore navedenih, jedna od osnovnih karakteristika osoba sa ovim poremećajem. Taj strah može biti realan ili umišljen. Osoba sa ovom dijagnozom će tumačiti događaje kroz filter svojih nestabilin emocionalnih matrica. Ako zakasnite na dogovor sa njom, ona će vjerovatno posmisliti da ste zakasnili jer ne želite da budete sa njom i da ćete je sigurno ostaviti. Vjerovatno će vrlo burno reagovati ljutnom. Ova situacija može biti vrlo neprijatna za osobu koja je zakasnila, kao i za osobu sa GPL.

Da, tačno je da se svi mi tako možemo osjećati s vremena ne vrijeme. Strah da ćemo biti ostavljeni nije nenormalan, a može biti i vrlo realan. Poremećaji ličnosti su ekstremni izražaji određenih karakteristika ličnosti. Osobe sa zdravom osnovom ličnosti neće dopustiti da ta situacija utiče predugo na njihovo generalno stanje. Osoba sa GPL će imati vrlo jak osjećaj iznevjerenosti ili potrebu da se osveti ili da uvrijedi drugu osobu. Osoba sa GPL je konstnanto nesigurna i nema osjećaj kontinuiteta u svom shvatanju identiteta. Svaka mala prepreka je može toliko prodrmati i dovesti u stanje očaja, jer nema stabilnost identiteta, koji je može zaštiti u takvim situacijama, u kojima bi druge osobe rekle sebi da će sve biti u redu i da se takve stvari dešavaju u životu i da uvijek mogu pokušati da nađu neko rješenje. Dakle osobe sa GPL ne umiju same sebe smiriti i utješiti. Zato se granični poremećaj ličnosti može definisati kao poremećaj identiteta.

U aktuelnom diagnostičkom sistemu DSM IV definisano je 10 poremećaja ličnosti. DSM IV je američki dijagnostički sistem. U Evropi se uglavnom koristi ICD 10.

Granični poremećaj ličnosti se razlikuje od ostalih poremećaja ličnosti po stepenu nestabilnosti ličnosti i nestabilnosti emocionalnih stanja. Osobe sa GPL će u vrlo kratkom roku promjeniti raspoloženje od tuge do radosti do ljutnje. Osobe oko njih mogu biti vrlo zbunjene ili čak šokirane ovakvnim naglim promjenama raspoloženja. Ovaj stepen emocionalne nestabilnost nećete vidjeti kod drugih poremećaja ličnosti.

Devet karakteristika graničnog poremećaja ličnosti

  1. Strah da ne budu napuštene/ostavljene.

Ovaj strah može biti stvaran ili umišljen. Umišljen strah je kada osoba misli da će je partner ili prijatelj napustiti poslije svake manje nesuglasice. Ove osobe su uvijek u stanju pripravnosti, jer očekuju da će biti ostavljene. Zbog konstantne napetosti i potrebe za potvrđivanje ove osobe, na taj način, će vezu i dovesti do raskida te time potvrditi svoje negativne sumnje.

  1. Nestabilni i veoma burni odnosi sa drugim ljudima

Odnosi ovih osoba su na početku obično strastveni i intenzivni. U tom periodu, osoba sa GPL, može da insistira da bude sa drugom osobom 24 sata dnevno. Vrlo brzo će dio te veze postati svađe, prepiranja i intenzivni napadi bijesa. Ovakve veze će uvijek biti opisane kao burne. To može biti odnos sa nekim iz familije, romantični odnos ili prijateljski odnos ili čak odnos sa kolegama sa posla.

  1. Poremećaj identiteta (Identity disturbance)

Ove osobe doslovce ne znaju ko su. U njima se odvija hronična borba misli o tome ko su i kako treba da se ponašaju. To je mučno stanje, jer taj osjećaj konstantno podjeća na misao da one ne znaju da žive u društvu. Ovaj poremećaj se ponekad manifestuje tako što osoba konstantno mijenja svoj vanjski izgled. Mijenja frizuru, način oblačenja iz ekstrema u ekstrem. Ove osobe će čak i promjeniti ime.

  1. Impulsivnost

Impulsivnost se najbolje može opisati kao nepromišljeno reagovanje. Opet, mnogi ljudi će s vremena na vrijeme nepromišljeno postupiti, ali kod ovih osoba, često je u pitanju ekstremno ili opasno ponašanje poput korištenja droga i alkohola, nepromišljeno trošenje novca, kockanje, ožderavanje (bing eating), te impulsivno seksualno ponašanje.

  1. Suicidalne misli ili ponašanje

Osobe sa GPL se nalaze u vrhu statistika po pokušajima samoubistva. To je ekstremni način da se nose sa osjećanjem napuštenosti: ”Ako me napustiš, ubiću se!”. Takođe, ove osobe često pronalaze utjehu u samopovrjeđivanju, tj. mogu da prave rezove na rukama ili nogama, te na taj način da se nose sa unutrašnjim haosom i emocionalnom boli zamjenjujući je fizičkim osjećajem bola. Ovo ponašanje je vrlo opasno i treba se shvatiti ozbiljno, jer zaista može dovesti do smrti. Iako osoba možda nije imala namjeru da izvrši samoubistvo, već samo da na taj način zatraži pomoć, može u krajnici uraditi nešto veoma nepromišljeno i opasno.

Ako se ovako osjećate ili znate nekoga ko ima ovakve probleme obratite se za pomoć doktoru, hitnoj službi ili nekome u kome imate povjerenja i ko vas može uputiti dalje.

  1. Afektivna nestabilnost

Raspoloženja ovih osoba se konstantno mijenjaju i to bez pravila. Ove osobe izražavaju ova unutrašna stanja bez ustručavanja. To je klasična karakteristika ove njihove problematike. Mnogi ljudi će pokušati da suzbiju svoja osjećanja, pogotovo će to raditi u udređenim socijalnim situacijama, dok će osobe sa GPL odreagovati svako osjećanje bez obzira na situaciju, jer ne znaju kako da regulišu svoja unutrašnja stanja.

  1. Hronični osjećaj unutrašnje praznine

Često će ove osobe reći da su osjećaju prazno, da ništa nemaju u sebi, da ne osjećaju sebe. Te osobe naravno žele da ispune tu prazninu i to najčešće rade kupovanjem, kroz odnose sa drugim ljudima, drogama ili alkoholom itd. Pošto se na taj način praznina ne može ispuniti, ove osobe se nalaze u konstantnom stanju borbe da ispune tu unutrašnju prazninu koja donosi bol i osjećanje nepripadanja.

  1. Neadekvatni napadi bjesa

Vrlo male stvari mogu dovesti ove osobe do ljutnje i one neće reagovati samo verbalno vrjeđanjem i galamom, nego će i bacati i lomiti stvari oko sebe. Ovakve situacije osobe sa GPL prepadnu i uglavnom se poslije takvih ispada one osjećaju loše, postiđeno i kaju se. Nakon ispada bijesa se okreću prema sebi. Što se tada dešava je da samopovrjeđivanje postaje privlačno rješenje da pobjegnu od svih svojih negativnih osjećanja.

  1. Prolazni simptomi paranoje i psihotični simptomi.

Najefektivnija terapija za granični poremećaj ličnosti je dijalektička bihevioralna terapija.

 

Info:

Članak je inspirisan intervjuom sa kliničkim psihologom dr. Ramani Durvasula.

“How to Spot the 9 Traits of Borderline Personality Disorder”, MedCircle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Diagnoser er blevet vores svar på al lidelse

Depression, Diagnoser, Forskning, Inspiration, , , , , , , , ,
I dag kan vi sætte psykiatriske diagnoser på næsten alt, og det overskygger andre forståelser og tolkninger af lidelse. Samtidig bliver vi mere syge af samfundets fokus på at præstere, siger sociolog og medforfatter til ny bog om diagnosekulturen

Kilde: Kristeligt-dagblad.dk

Ægtefællen vil skilles. Det slår dig ud, gør dig trist, og du får svært ved at stå ud af sengen, svært ved at spise og orker ikke sociale sammenhænge. Sådan har du det i, hvad der føles som en evighed.

At de følelser opstår, er der ikke noget mærkeligt i, og at det tager tid, før de forsvinder, er også normalt. Men hvor man tidligere havde set tilstanden som et udtryk for hjertesorger, er det i dag også mere selvfølgeligt at bringe diagnosen depression i spil. For psykiatriske lidelser får i stigende grad forrang, når menneskers lidelser skal forklares og fortolkes, siger lektor i sociologi på Aalborg Universitet Anders Petersen.

”I dag kan man finde en psykiatrisk diagnose for stort set alting og dermed få sat en kategori på sine ellers almindelige problemer i tilværelsen. Vi er alle klar over, at livet ikke bare er én stor opadgående kurve mod noget bedre. Men diagnoser er blevet mere udflydende, og det gør det for eksempel sværere at vurdere, hvornår det at være nedtrykt eller ikke være på højde med tilværelsen er ensbetydende med at have en depression. Der er pludselig ikke lige så meget plads til at have et liv med sorger og nedture.” Continue reading Diagnoser er blevet vores svar på al lidelse →

Sammen med professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann har Anders Petersen skrevet og redigeret bogen ”Diagnoser”, som udkommer i næste uge. I bogen diskuterer de med input fra læger, psykiatere og forskere, hvordan psykiatriske diagnoser i dag dominerer både fag- og lægfolks forståelse af flere forskellige former for sygdom og afvigelse fra det normale.

”Vi tager udgangspunkt i udviklingen af diagnosekulturen, hvor psykiatriske diagnoser er med til at danne rammen for vores forståelse af menneskelig lidelse. Når vi bruger udtryk som stress og depression, bruger vi et sprog, vi har lært af psykiatrien. Med tiden er flere lidelser blevet diagnosticerbare, og dermed overskygger de psykiatriske diagnoser andre forståelser af menneskelig lidelse som den psykologiske, den filosofiske og den religiøse. Det er en udvikling, der ikke lader til at stoppe foreløbigt, for der kommer flere diagnoser og flere diagnosticerede, og derfor finder vi det nødvendigt at analysere, debattere og kritisere udviklingen.”

Et konkret eksempel på det stigende antal diagnoser får man, hvis man sammenligner den første udgave af det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem DSM fra 1952 med den seneste udgave fra 2013. Hvor der i 1952 var oplistet 106 psykiatriske diagnoser, er der i over 400 i den seneste udgave.

Udover det større omfang diagnoser kan udviklingen af diagnosekulturen også forklares med, at den psykiatriske forståelse af sygdomme er mere håndgribelig, siger Anders Petersen. Diagnoserne giver en forklaring, mennesker kan forstå og håndtere og tilbyder dem en bestemt ramme at sætte lidelsen ind i.

Derudover skyldes udviklingen ifølge Anders Petersen også, at der med diagnoserne følger en behandling.

”Med den psykiatriske diagnose er vi ikke længere nødt til at acceptere, at vi har en lidelse. Vi får både en diagnose og en prognose om, at det kan forsvinde, at vi kan helbredes og dermed ikke behøves leve med lidelsen. Ved depressioner er der for eksempel en tendens til at tilbyde en farmakologisk behandling med antidepressiver,” siger han og tilføjer, at det psykiatriske sprog samtidig giver os en mulig udvej, uden at vi nødvendigvis skal lære noget af lidelsen.

”Man behøver ikke længere se lidelsen som et råb om, at man skal ændre noget i sit liv eller lære af sine fejl. Du kan skære lidelsen fra med en bestemt type behandling.”

Anders Petersen understreger, at bogens ærinde ikke er at gå til kamp mod forskellige diagnoser. Mange har meget stor gavn af at få en diagnose og bruger den aktivt som en forståelse af sig selv og sin adfærd.

Anders Petersen. Foto: Privatfoto

”Men der opstår et problem, når diagnoserne flyder ud og bliver for omfattende i deres karakteristik. Når kriteriet for depression bliver så bredt, at det rammer for mange mennesker, så risikerer vi en voldsom overdiagnosticering. For individet betyder det, at diagnosen bliver den eneste forklaring på lidelser, og for samfundet kan diagnosekulturen være en betragtelig omkostning. Diagnoser giver nemlig mennesker mulighed for at udleve deres rolle som syge og koster i form af behandling, sygemeldinger eller førtidspension,” siger han og henviser til en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der for nyligt viste, at mange forlader arbejdsmarkedet før tid på grund af depression og angst.

Diagnosekulturens indpas kan dog ikke alene forklares med udviklinger inden for psykiatrien.

Ifølge Anders Petersen spiller samfundet også en væsentlig rolle, hvilket han ser nærmere på i bogen med fokus på depressionsdiagnosen.

”Depression er en interessant diagnose, fordi den er det bedste eksempel på vores samfundsbetingelsers store indflydelse på diagnosers udbredelse. Hvis vi går 40-45 år tilbage i tiden, så var der ikke mange, der interesserede sig for depression, og den var ikke særlig udbredt. Men diagnosen har vokset sig stor og stærk og får i dag enormt meget opmærksomhed. Og da diagnosen ikke er nogen statisk størrelse, så udvider og udvikler den sig stadig.”

Forklaringen på dette skal ifølge Anders Petersen findes i udbredelsen af konkurrencestatsidealet i den vestlige verden.

”Det har medført en præstationskultur, hvor mennesker presses af de forventninger, vi som samfund stiller op for hinanden. Idealindividet skal have succes både på arbejdet og i sit sociale liv og være aktiv, omstillingsparat, god til at pleje sit netværk, morsom og en, andre har lyst til at være sammen med. Alt det står i direkte kontrast til det at have en depression,” siger han og tilføjer, at det gør mennesker pressede.

”Kravet om at skulle leve op til samfundets idealer skaber en udsondringsmekanisme, som skubber dem, der ikke kan honorere samfundets forventninger, ud på sidelinjen. Der kan de stå og se på alle de andre og føle sig handlingslammede, utilstrækkelige og ude af stand til at indgå på lige fod med alle de andre. Det bringer dem tættere på en depressionsdiagnose.”

Af den grund er det ifølge Anders Petersen vigtigt at diskutere og italesætte vores syn på individet i samfundet, ligesom det er vigtigt at skabe en offentlig debat om, hvad det gode liv er for noget.

Det er det, han håber, bogen kan være en hjælp til.

”Hvis vi begynder at lade os fange ind af diagnosesproget og bruge det om hele tilværelsen og samtidig ikke tillader os selv at have perioder, hvor vi er helt nede i kulkælderen og kede af det, så bliver det meningsfulde liv noget enstrenget noget.”

Mere her>>>